25/7 2021

Viborg tog point i mestrenes hule

Josip Radosevic bragte Brøndby foran på et frispark, men Viborg gjorde en god figur og fik 1-1 med hjem på Lars Kramers udligning i anden halvleg.

Josip Radosevic bragte Brøndby foran på et frispark, men Viborg gjorde en god figur og fik 1-1 med hjem på Lars Kramers udligning i anden halvleg.

Superligaen Grundspil

2. runde
FT

BIF

1 - 1

VFF

21'
1 0
Josip Radosevic
Mål
68'
1 1
Lars Kramer
Mål

De danske mestre fra Brøndby spillede søndag sæsonens første hjemmekamp, men det skete lidt i skyggen af en stor nyhed, som klubben sendte ud lige inden kickoff.

Anfører Andreas Maxsø var nemlig helt ude af truppen, efter at forhandlinger om at afskibe ham til en anden klub er så fremskredne, at det ikke var hensigtsmæssigt at lade ham spille.

I Maxsøs sted fik Anton Skipper chancen i midterforsvaret. Også Morten Frendrup var ny i Brøndbys startopstilling i forhold til premieren mod AGF, men det var mere ventet, da midtbanemotoren vendte tilbage fra karantæne.

Hos Viborg stod den på den anden tur til Sjælland på en uge, efter at de i søndags besejrede FC Nordsjælland på kunstgræsset i Farum.

I Brøndby kom de ikke uventet under tryk i kampens begyndelse. Efter små ti minutter måtte Lars Kramer kaste sig i vejen for et hug fra Simon Hedlund.

Efter godt et kvarter var det næsten et mirakel, at værterne ikke fik føringsmålet. En pilskæv Viborg-clearing ramte underkanten af overliggeren, og nedfaldet tog Brøndby sig også af. 

Mikael Uhre fandt Anis Slimane, som var helt fri midt for mål, men hans afslutning blev pareret af en sprællende Viborg-forsvarer på selve stregen.

Så måtte der andre våben til for Brøndby, og sådan et var Josip Radosevic. Kroaten havde adskillige vildskud i kampen mod AGF, men da Brøndby efter 22 minutter fik frispark lige foran feltet, trådte Radosevic i karakter.

Han sendte sit forsøg over muren og hen i målmand Lucas Lunds side. Men selvom Viborgs sidsteskanse havde lappen på, kunne han ikke holde forsøget ude, og dermed var Brøndby foran.

De blågule kom tæt på en hurtig fordobling, da Mikael Uhre få minutter efter slap fri. Men hans afslutning susede lige forbi den fjerne opstander.

Gæsterne fra Viborg havde et par hurtige forsøg lige inden Brøndbys åbningsmål, men levede ellers især på dødbolde.

På en sådan kom Jakob Bonde til et hovedstød, men den sad lige på Mads Hermansen i hjemmeholdets mål. Og dermed stod det 1-0 ved pausen.

Efter pausen blev Viborg straks mere farlige, og efter en time var Brøndbys føring for alvor truet. Et indkast skabte ballade i Brøndbys felt, og bolden kyssede stolpen på vej ud mod et hjørnespark.

Fra det hjørnespark skabte Viborg endnu en mulighed, da ingen ringere end Jeppe Grønning kom til et saksespark. Forsøget sejlede over og i nettaget.

Viborg havde dog fået mod på tilværelsen og efter 68 minutter kom udligningen. Endnu et indkast skabte uorganisation i Brøndbys felt, og denne gang faldt bolden til Kramer, som flot krøllede den op i målhjørnet uden chance for en sprællende Hermansen til 1-1.

Brøndby måtte dermed på den igen, og værterne kom til et par fine muligheder ved indskiftede Andrija Pavlovic og Simon Hedlund i kampens slutfase.

Viborg var dog også i humør til at kunne have taget sejren, men det hele endte 1-1 og uden vinder i Brøndby.
 

67 kommentarer

Gå til forum

Seneste nyheder

0