1/7 2022

Tidl. div-spiller skifter til grønlandsk storklub

Den tidligere divisionsspiller Nicolai Nielsen siger til bold.dk, at han har valgt at tage til Grønland for at være spillende assistent for storklubben B-67. 

Den tidligere divisionsspiller Nicolai Nielsen siger til bold.dk, at han har valgt at tage til Grønland for at være spillende assistent for storklubben B-67. 

I sæsonen 2020/2021 spillede han 2. divisionsfodbold i AB Tårnby, og så har han en fortid i Vanløse, Hvidovre og Greve. Nu venter der dog noget helt andet for 29-årige Nielsen. 

Han har nemlig valgt at pakke kufferten og rejse nordpå. En unik mulighed venter for Nielsen, da han bliver del af den grønlandske storklub B-67, hvor han skal agere spillende assistent samt U18-cheftræner. 

Den tidligere divisionsspiller siger til bold.dk, at Morten Rutkjær var med til at stable kontakten på benene. 

- Jeg var på B1-trænerkursus i Danmark, hvor Morten Rutkjær var trænercensor på det kursus. Vi snakkede om Grønland, fordi jeg kunne se, at han var blevet landstræner deroppe, og jeg har tidligere været i Grønland i Sisimiut i tre-fire måneder. Jeg sagde til ham, at jeg rigtig gerne ville tilbage til Grønland, fordi jeg har ikke fået nok af det. 

- Vi snakkede om, at det er et land og en klub i stor udvikling, og det ville jeg da gerne være en del af det. Så gik der noget tid, og så kom det på tale, at der var en ledig stilling, og så hoppede jeg selvfølgelig på den. Jeg er glad og stolt over, at jeg har fået muligheden for det, siger Nicolai Nielsen til bold.dk. 

Han mener, at niveauet er meget blandet, hvor der er spillere med alt fra Serie 1- til 3. divisionsniveau. Mandskabet består primært af grønlændere krydret med et par danskere. Oplevelsen har været fantastisk indtil videre. 

- Jeg har oplevet, at det er super fedt, også hele oplevelsen. Trænerne og bestyrelsen er også rigtig gode, men der er selvfølgelig lidt forskel i forhold til Danmark angående det taktiske og spilforståelse. Fodboldmæssigt kan de sagtens være med, siger Nielsen, der tilføjer, at klubben kun har en fodboldbane, men udviklingen i grønlandsk fodbold går i den rigtige retning. 

- Der er selvfølgelig nogle ting, der skal bygges på med faciliteter. Der er klubben stadig langt efter. Spillerne kommer stadig omklædt hjemmefra eller klæder om udendørs på banen. Ellers er det super fedt. 

Artiklen fortsætter under billedet.

B-67 har vundet hele 13 grønlandske mesterskaber. Foto: B-67

Vil være grønlandsk mester

Nielsen synes, at formen er udmærket, og han ser frem til at komme i gang med sæsonen. Offensivspilleren har nemlig et stort mål med opholdet i Grønland. 

- Som spiller vil jeg gerne blive grønlandsk mester. Det er grunden til, at jeg er kommet derop, og så vil jeg gerne blive en sindssygt god træner. Det er mit første rigtige trænerjob, så der er også meget, som jeg skal lære. Der er blevet taget rigtig meget hånd om mig, så jeg står ikke helt alene med det. Det er jeg rigtig glad for. 

Den tidligere divisionsspiller fortæller, at familien har været meget støttende og er begejstret for hans eventyr, og det har betydet meget. 

Et succesfuldt ophold i Grønland kan også være med til at give ham flere karrieremuligheder. 

- Jeg tænker også, at det åbner sig en masse muligheder, når man kommer hjem, og man kan skrive, at man har været træner i udlandet og vundet det grønlandske mesterskab som både spiller og træner. Det kunne være fedt, siger Nicolai Nielsen til bold.dk. 

Tiden må vise, om Nicolai Nielsen kommer hjem til Danmark med et grønlandsk trofæ.  

B-67 har tidligere vundet 13 grønlandske mesterskaber.

Her ses John Eldevig cheftræner for førstesenior i B-67 og u19 landstræner i futsal (til venstre), Grønlands landstræner Morten Rutkjær (i midten) og Nicolai Nielsen (til højre).

21 kommentarer

Gå til forum

Seneste nyheder

0