8/5 2021

Strålende Sancho gjorde Bayern til mestre

Jadon Sancho lavede to kasser og blev matchvinder, da Dortmund med en 3-2-sejr over Leipzig holdt liv i Champions League-drømmen og samtidig sendte mesterskabet til Bayern München.

Jadon Sancho lavede to kasser og blev matchvinder, da Dortmund med en 3-2-sejr over Leipzig holdt liv i Champions League-drømmen og samtidig sendte mesterskabet til Bayern München.

Der var masser på spil for begge klubber, da Dortmund og Leipzig tog en tidlig generalprøve på torsdagens tyske pokalfinale i et vaskeægte Bundesliga-brag på Signal Iduna Park.

Dortmund skulle bruge en sejr for at holde sig inde i kampen om Champions League i næste sæson, mens Leipzig med de tre point ville sørge for ikke selv at forære Bayern München mesterskabet.

Både Thomas Delaney og Yussuf Poulsen måtte tage plads på bænken fra kampens start, hvor det dog ikke skortede på underholdningen af den grund.

Efter bare syv minutter bragte Dortmund sig i front. Thorgan Hazard og Marco Reus kom igennem med fremragende småspil, og efter at være trukket ind i feltet, hamrede Reus kuglen ind over hovedet på Peter Gulasci.

Efter åbningsmålet faldt kvaliteten en anelse, og selvom begge hold gerne ville angribe, savnede de kvaliteten i de afgørende situationer.

Den genfandt Dortmund dog tidligt i anden halvleg, hvor Jadon Sancho let på tå kom ind fra sin venstrekant og skruede bolden ind ved fjerneste stang.

Så duftede det af et tidligt mesterskab til Bayern München, som uden hjælp fra Dortmund selv ville kunne sætte tingene på plads i hjemmekampen mod Gladbach senere denne lørdag.

Men efter 63 minutter blev der sået tvivl om udfaldet, da Leipzig svarede igen. Lukas Klostermann slog Mats Hummels i luftrummet ved et hjørnespark og headede Emil Forsbergs forsendelse fra flaget i netmaskerne til 2-2.

Kort forinden havde Thomas Delaney gjort sin entré for hjemmeholdet, og danskeren kom ind til lidt af et stormvejr.

Med et lille kvarter igen kom udligningen sat op af Hee Chang Wang. Sydkoreaneren strøg til baglinjen og lagde på tværs til Dani Olmo, som blot skulle sætte afleveringen i et tomt mål til 2-2.

Udligningen havde potentiale til at blive en ordentlig streg i regningen i Dortmunds fremstød mod Champions League-pladserne, men heldigvis for de gulblusede var Sancho ikke færdig med at udrette mirakler denne eftermiddag.

Fem minutter før tid spillede Sancho Raphaël Gurreiro fri med en halvaflevering og fulgte selv med ind foran, hvor han ekspederede portugiserens jordfræser ind til et vanvittigt vigtigt 3-2-mål.

Ikke bare gjorde det Bayern München til tysk mester for niende gang i træk og 31. i alt, det hjalp også Dortmund umådeligt i kampen for top fire.

Dortmund stryger med sejren forbi Eintracht Frankfurt, som først spiller i morgen, og holder trit med Wolfsburg.

Wolfsburg vandt sikkert 3-0 over Markus Ingvartsens Union Berlin på et hattrick af Josip Brekalo og indtager tredjepladsen i Bundesligaen.
 

12 kommentarer

Gå til forum

Seneste nyheder

0