17/4 2021

Stortalentet Musialas to mål gav Bayern sejr

Bayern München vandt lørdag 3-2 ude over Wolfsburg i Bundesligaen på to mål af stortalentet Jamal Musiala.

Bayern München vandt lørdag 3-2 ude over Wolfsburg i Bundesligaen på to mål af stortalentet Jamal Musiala.

Bundesliga

29. runde
FT

WOL

2 - 3

BMU

15'
0 1
Jamal Musiala
Mål
24'
0 2
Eric Maxim Choupo-Moting
Mål
35'
1 2
Wout Weghorst
Mål
37'
1 3
Jamal Musiala
Mål
54'
2 3
Maximilian Philipp
Mål

Lørdag var der topkamp i Bundesligaen, da Wolfsburg på tredjepladsen tog imod de forsvarende mestre fra Bayern München.

Wolfsburg har gang i en fremragende sæson, men måtte før kampen nok alligevel erkende, at det bliver svært at indhente de evindelige tyske mestre fra Bayern München, der manglede den skadede Robert Lewandowski.

Bayern München kom alligevel foran efter et kvarter, da det unge stjerneskud Jamal Musiala fik bolden i venstre side af målfeltet og med et kort aftræk sendte bolden ind i Wolfsburg-målet.

Mange spærrede øjnene op, da Bayern München erhvervede sig angriberen Jean-Eric Maxim Choupo-Moting, men han har gjort en udemærket figur hos Bayern og føjede yderligere til sin statistik efter 23 minutter.

Choupo-Moting skulle nu ikke anstrenge sig for at score, da Wolfsburg-keeper Koen Casteels alt for nonchalant tabte bolden ned i fødderne på angriberen: 2-0.

Ti minutter senere gik det stærkt. Wout Weghorst bragte Wolfsburg tilbage i kampen, da han rullede en kontrachance ind bag Manuel Neuer, men glæden var kortvarig.

Musiala slog til igen, da han steg til vejrs på et indlæg. Hovedstød er næppe talentets største styrke, men bolden sejlede alligevel i mål til en 3-1-føring.

Således kunne Bayern München trække sig ud af en underholdende første halvleg med en ventet og nogenlunde solid føring.

Så kunne man blive fristet til at tro, at den var klappet og klaret for Bayern, men Wolfsburg ville det igen anderledes.

Maximillian Philipp var fuldkommen umarkeret på et indlæg fra venstre og smadrede bolden ind til 2-3.

Efter en time kunne Weghorst oven i købet have udlignet, men han brændte på Neuer fra 14 meter og blev oven i købet dømt offside.

Wolfsburg var farlige og var endnu engang tæt på, da Jerome Roussillon blev sendt dybt på en kontra med syv minutter igen, men hans afslutning gik forbi mål.

Der nåede at komme lidt malurt i det bayerske ølkrus, da Theo Hernandez dybt inde i overtiden måtte hjælpes fra banen, men det fik ikke betydning for kampens udfald.

Trods god Wolfsburg-modstand kan Bayern München nok engang sætte tre point ind på kontoen, og det begynder at ligne endnu et tysk mesterskab til Rekordmestrene.

Læs også

Kovac i Flick-forsvar: Revser Bayern-strategi

Nagelsmann om Bayern-påstand: Ingen idé

Flick i følsom tale: Taler fremtid med familien

4 kommentarer

Gå til forum

Seneste nyheder

0