Ligue 1
9/2 2023 10:15Stor Bruus-kamp ødelagt af skade: Overskygger det meste
Andreas Bruus fortæller til bold.dk om den fede kamp mod Lyon, som dog blev overskygget af en ærgerlig skade i låret.
Andreas Bruus fortæller til bold.dk om den fede kamp mod Lyon, som dog blev overskygget af en ærgerlig skade i låret.
Andreas Bruus har fået en god start på opholdet i franske Troyes.
Den tidligere Brøndby-spiller har trods en knæskade været fast inventar på det franske mandskab, men danskeren er nu løbet ind i en ny skade.
Til bold.dk fortæller Andreas Bruus, at han i den seneste kamp mod Lyon fik et riv i låret i en ellers fed kamp, hvor Bruus også leverede en assist.
- Vi spillede egentlig en fin kamp, og vi var rigtigt godt med mod Lyon, men vi kom bagud inden pausen, og det gjorde det svært.
- Vi kom med igen på 1-2, og jeg er glad for min assist til Rony Lopes, men ærgerlig over, at vi ikke fik point.
- Det var en fed kamp for mig på wing backen og spændende at måle sig med Argentinas verdensmester Tagliafico i de direkte dueller, og det med at møde de mange topklasse-spillere elsker jeg virkelig ved at spille i en top fem-liga.
- Men det er en super-ærgerlig kontrast, at jeg fik et riv i indersiden af låret og måtte lade mig udskifte. Jeg må indrømme, at irritationen over den fiberskade overskygger det meste, men jeg er klar igen i løbet af et par uger og tror på, at jeg heler hurtigt, fortæller Andreas Bruus til bold.dk.
På trods af Andreas Bruus' assist endte Olympique Lyonnais med at vinde kampen med 3-1.
Troyes ligger på 16. pladsen i Ligue 1, og man er dermed akkurat over nedrykningsstregen.
Ingen kommentarer
I øjeblikket er der ingen kommentarer til denne artikel. Vær de første til at kommentere.
Skriv kommentar