24/12 2021

SL-raket om MLS-fuser: Fortryder intet

Hurtigløberen Mathias Jørgensen blev solgt til NY Red Bulls i 2019, men nu er han fritstillet efter et skuffende ophold på banen. Men fortrydelse er der intet af, fortæller den positive angriber.

Hurtigløberen Mathias Jørgensen blev solgt til NY Red Bulls i 2019, men nu er han fritstillet efter et skuffende ophold på banen. Men fortrydelse er der intet af, fortæller den positive angriber.

Major League Soccer samlet tabel

1. runde
lørdag 23:30

ATL

vs

RBNY

Der var fart over feltet, da Mathias Jørgensen brød igennem for OB i efteråret 2018.

Med en fart, der var højere end de fleste af modstandernes, gjorde den på det tidspunkt 17-årige angriber sig vældigt godt bemærket i OB, hvor han i løbet af efterårssæsonen 2018 scorede tre gange.

Siden blev han 18 år og i februar 2019 gjorde OB noget ganske sjældent, da den fynske klub solgte en ung spiller for et stort beløb.

OB-raketten fløj over Atlanten med 18 førsteholdskampe i bagagen, og her skulle han forsøge at spille sig på MLS-holdet.

Men godt tre år senere tæller MLS-statistikken 14 kampe og nul mål samt en kontakt, der ikke forlænges og i stedet udløber til nytår.

Fortryder ikke det mindste

Opholdet blev af flere forskellige årsager en fuser, men Mathias Jørgensen fortryder ikke, at han blev skudt afsted som 18-årig, fortæller han til bold.dk.

- Jeg fortryder ikke det mindste. Det har været tre vilde år, og jeg glemmer det aldrig. Jeg har lært at stå på egne ben, og både på og udenfor banen har jeg lært mange forskellige ting, som jeg kan lægge i rygsækken og bruge fremadrettet.

- Jeg er rigtig glad for, at jeg gjorde det, men selvfølgelig er jeg knap så glad for det fodboldmæssige, siger Mathias Jørgensen til bold.dk.

- Jeg er skuffet over, at jeg ikke har spillet mere og scoret flere mål. Det er jeg selvfølgelig. Jeg havde håbet, det gik bedre, men jeg skal lægge den skuffelse rigtig hurtigt og så er jeg nødt til at kigge fremad.

- Jeg har før vist mig frem, og jeg fik det salg, som alle drømmer om, så skuffelsen skal være benzin til at bevise, der var en grund til, at jeg kom afsted i første omgang.

- Der var mange faktorer, der gjorde, at det ikke lykkedes hos New York, men det stopper jo ikke min karriere, bare fordi det ikke lykkes et sted, siger den unge angriber.

Mens det ikke blev til meget spilletid for MLS-holdet, så nåede Mathias Jørgensen til gengæld 38 kampe for andetholdet i USL-rækken, som er den næstbedste række i USA.

- Jeg har ikke spillet på det niveau, jeg gerne ville spille på, men det er blevet til kampe, og jeg har fået masser af minutter. Jeg har forsøgt at bevise mig i USL, og jeg fik også en kåring som den femte bedste spiler under 22 år derovre.

- Så jeg ligger ikke og græder over det, for jeg er sikker på, at jeg kan finde mit spil frem igen og målene og spilletiden skal nok komme tilbage et andet sted, siger Jørgensen.

Vokset menneskeligt: Corona vendte det hele 180 grader

Undervejs måtte den unge angriber også forholde sig til, at USA blev ramt af coronavirussen, og det gav store personlige udfordringer..

Efter en første sæson uden mange optrædener for MLS-holdet ville han i 2020 gøre sit for at spille sig ind i varmen.

- Jeg var lidt halvfrustreret over, at det ikke blev til mere MLS-fodbold i den første sæson, men jeg forsøgte at se positivt på det og kæmpede i opstarten til anden sæson. Jeg kom med i kamptruppen de to første kampe, og så kom corona, der vendte alt 180 grader om.

- Jeg sad derovre alene og hele verden så bare anderledes ud. Vi var indelukket i to eller tre måneder, før vi måtte træne lidt individuelt, og så blev jeg sat lidt tilbage af en skade, da vi måtte spille igen i efteråret 2020, fortæller Jørgensen, der nåede tilbage og spille med i en række kampe, før sæsonen sluttede.

Et hårdt 2020 fik Jørgensen til at søge tilbage til Danmark, hvor AGF i januar 2021 stod klar med en halvårig lejeaftale, der dog også blev ødelagt af en skade, så Jørgensen i alt nåede 20 minutter på banen for AGF.

- Det år havde taget meget ud af mig, og jeg var godt træt af alt det corona, hvor man ikke kunne se en eller to dage frem, fordi man ikke vidste, hvad der ville ske. Så jeg søgte alt, hvad jeg kunne, for at komme hjem mod Danmark og tættere på familien, men opholdet i AGF endte heller ikke, som jeg havde håbet.

Derfor har de seneste tre år også været mere givtige på det menneskelige plan.

- Jeg har fået langt mere ud af det på det menneskelige plan, end jeg har fået på det fodboldmæssige.

- Jeg er blevet modnet, og jeg er blevet en stærkere 21-årig person, end jeg havde regnet med, fordi jeg skulle igennem de oplevelser, jeg ikke havde set for mig, da jeg fløj derover, siger Jørgensen.

Mathias Jørgensen skiftede til OB fra FC Nordsjællands ungdomsafdeling.

Læs også

Fritstillet Red Bull-lyn: Lytter til SL og 1. div.

2 kommentarer

Gå til forum

Seneste nyheder

0