27/9 2022

Serbisk drømmeduo smadrede norsk drøm

Norges drømme om avancement til A-laget i Nations League brast hjemme på Ullevaal, hvor Serbien kørte en sikker 2-0-sejr hjem og tog billetten.

Norges drømme om avancement til A-laget i Nations League brast hjemme på Ullevaal, hvor Serbien kørte en sikker 2-0-sejr hjem og tog billetten.

Nations League B Gruppe 4

6. runde
FT

NO

0 - 2

SER

42'
0 1
Dusan Vlahovic
Mål
54'
0 2
Aleksandar Mitrovic
Mål

Norge har ikke deltaget ved en slutrunde i 22 år, og flere gange har nordmændene tabt afgørende kampe hjemme på Ullevaal.

Tirsdag gjaldt det oprykning til A-laget i Nations League mod Serbien, som skulle vinde i Oslo for at forpurre nordmændenes oprykning trods pointlighed.

Norge var tæt på en drømmestart efter bare 20 minutter, hvor Erling Haaland blev sat op til en kæmpe mulighed for Alexander Sørloth. Men uvant for Manchester City-bomberen blev han pillet Vanja Milinkovic-Savic i målet.

Den serbiske målmand havde ikke sin bror Sergej Milinkovic-Savic med sig denne aften, men serberne havde andre offensive esser, som kunne gøre ondt på Norge.

Det gjorde de flere gange i første halvleg, og på nippet til pausen kunne de ikke holdes nede længere.

Filip Kostic blev spillet dybt i venstresiden og sendte bolden skråt tilbage i feltet, hvor Dusan Vlahovic trods et hav af norske forsvarere kom først på kuglen og prikkede den ind til 1-0.

Norge skulle trods den serbiske dukkert fortsat bare bruge et enkelt mål for selv at snuppe oprykningsbilletten, men ikke meget kørte for Ståle Solbakkens mandskab denne aften.

Norge havde mange boldtab, og efter 54 minutter blev et af dem straffet prompte. Sander Berge sendte bolden i fødderne på en modstander, og i løbet af to pasninger havde serberne sat Aleksandar Mitrovic op.

Den brandvarme Fulham-bomber klaskede bolden i kort hjørne fra kanten af feltet, og så begyndte advarselslamperne for alvor at blinke rødt for Norge.

Nordmændene havde svært ved at få greb om begivenhederne, og det var sjældent Erling Haaland blev sat i scene.

Spillet flød bedre for serberne, og det var kun takket være et par redninger fra Ørjan Nyland i buret, at Serbien blev holdt nede på de to scoringer.

Det var dog også nok for gæsterne, som vinder Nations Leagues gruppe B4 og rykker op på A-niveauet. Her er Danmark som bekendt en af de mulige modstandere.
 

Ingen kommentarer

I øjeblikket er der ingen kommentarer til denne artikel. Vær de første til at kommentere.

Skriv kommentar

Seneste nyheder

0