19/1 2021

Rygtetid: Ødegaard har bedt om nyt udlån

Her er dagens udgave af rygtetid på bold.dk.

Rygtetid er bold.dk's transferrygte-univers, hvor vi ser nærmere på de mange løse rygter om spiller- og trænerskifter i Danmark og udlandet.

Intet er endeligt her, men vi vil hver dag forsøge at gøre dig lidt klogere på de enkelte rygter.

Ødegaard har bedt om nyt udlån fra Real

Real Madrid-træner Zinedine Zidane kan ikke beskyldes for at have drevet rovdrift på norske Martin Ødegaard, som klubben ellers hentede hjem fra et udlån i Real Sociedad før tid.

Siden sommer er det nemlig kun blevet til 367 minutters spilletid fordelt på ni kampe, og det har ifølge Marca fået den 22-årige kreatør til at bede om et nyt udlån for at få noget spilletid.

Ifølge avisen er Zidane dog ikke meget for den idé, da han ikke vil gøre truppen smallere på den position.

Ødegaard er heller ikke en del af Real Madrids trup til onsdagens pokalkamp mod Alcoyano fra den tredjebedste række i Spanien.

Nordmanden har tidligere været udlejet til Heerenveen og Vitesse i Holland, og nu skal det altså blive spændende at se, om det bliver til endnu et udlån.

Frederik Sørensen får til 2023 i Serie B-klub

28-årige Frederik Sørensen blev for nylig løst af sin kontrakt med Bundesliga-klubben FC Köln, og mandag blev danskeren meldt i forhandlinger med italienske Pescara.

Ifølge mediet Rete8 har de forhandlinger ført til, at parterne er blevet enige om en kontrakt til sommeren 2023, og Frederik Sørensen forventes at gennemgå lægetjekket og underskrive kontrakten tirsdag.

FC København blev tidligere på rygtebasis sat i forbindelse med Frederik Sørensen, men alt tyder altså på, at forsvarsspilleren rykker tilbage til Italien, hvor han tidligere har spillet i blandt andet Juventus.

Pescara ligger i øjeblikket helt nede som nummer 17 i Serie B.

David Alaba skifter til Real Madrid

Bayern München har længe forsøgt at forlænge kontrakten med den østrigske forsvarsprofil David Alaba, men i slutningen af 2020 opgav klubben, og Alaba kan derfor skifte gratis til sommer.

Real Madrid har flere gange været meldt interesseret, og ifølge Marca er kongeklubben nu nået til enighed med Alaba om en fireårig kontrakt, der gælder fra sommeren 2021.

Marca skriver, at Alaba kommer til at tjene 11 millioner euro om året, hvilket svarer til godt 80 millioner kroner. Desuden menes lægetjekket allerede at være klaret.

28-årige Alaba har spillet i Bayern München siden 2011, men efter ti år hos de tyske mestre ser han altså ud til at skifte til de spanske guldvindere.

Gårsdagens rygter

Milik skal til lægetjek i Marseille

Der har i de seneste uger været flere rygter omkring, at Arek Milik er tæt på at skifte til Marseille fra Napoli, hvor polakkens kontrakt udløber til sommer.

Nu kan det italienske medie Rai Sport berette, at angriberen angiveligt skal til lægetjek på torsdag i det franske. 

Mediet meddeler samtidig, at der skulle være tale om en lejeaftale mellem klubberne, hvor Marseille har mulighed for at købe Milik fri til sommer.

Det betyder samtidig, at Milik forlænger sin kontrakt i Napoli, hvorefter det franske mandskab kan købe ham fri til sommer for omkring 65 millioner kroner.

Milik skulle ifølge mediet allerede være enig med Marseille om de personlige vilkår for skiftet. 

Chelseas Fikayo Tomori er tæt på AC Milan

Serie A-topholdet AC Milan er angiveligt tæt på at nå til enighed med Chelsea om en aftale, der sender den 23-årige midtstopper Fikayo Tomori til Milano.

Aftalen skulle ifølge Sky Sports være en lejeaftale med en købsoption på omkring 210 millioner kroner.

I Chelsea-lejren har manager Frank Lampard tidliger åbnet for, at Tomori kunne forlade klubben på en lejeaftale.

Dog understregede Chelsea-manageren samtidig, at han havde Tomori som en del af sine fremtidsplaner på Stamford Bridge.

Tomori har spillet fire kampe for Chelseas førstehold i denne sæson.

Mandzukic er landet i Milano

AC Milan er tilsyneladende meget tæt på at kunne præsentere Mario Mandzukic.

Den kroatiske angriber er ifølge flere medier - herunder Sky Sport Italia og Tuttomercatoweb - landet med et privatfly i Milano, hvor han skal til lægetjek.

34-årige Mandzukic har stået uden klub siden i sommer, hvor han forlod Al-Duhail i Qatar.

 Mandzukic ventes at få en seks måneder lang kontrakt med automatisk forlængelse, hvis Milan kvalificerer sig til Champions League.

Wijnaldum afviser Liverpool og tager til Barcelona

Georginio Wijnaldum har tidligere været sat i forbindelse med FC Barcelona, og til sommer skifter den 30-årige hollænder angiveligt til den catalanske storklub.

Her har han nemlig kontraktudløb i Liverpool, og ifølge det engelske medie Mirror har Wijnaldum besluttet sig for at afvise Premier League-mestrene for i stedet at opfylde sin drøm om at komme til Barcelona, hvor han kan spille under sin landsmand og tidligere landstræner Ronald Koeman.

Wijnaldum har siden 2016, hvor han kom til fra Newcastle, spillet 211 kampe i Liverpool-trøjen med 21 mål og 16 målgivende afleveringer til følge.

I indeværende sæson har hollænderen trods tilgangen af Thiago Alcantara været fast mand, da han har spillet 17 ud af 17 Premier League-kampe, hvoraf langt de fleste har været fra start.

Om Rygtetid: 
Rygtetid er bold.dk's transferrygte-univers. Her bringer og belyser vi nogle af de mange løse rygter om spiller- og trænerskifter, der florerer i ind- og udland. 

Intet er endeligt, og alt her har ikke gang på denne jord, men vores mål er at videregive så meget relevant info som muligt om de enkelte rygter og klæde dig på til turen i den store transferjungle.

19 kommentarer

Gå til forum

Seneste nyheder

0