17/12 2021

OB-kup: Tjente over ti mio. på ubrugt keeper

OB købte Nenad Novakovic for en slik og solgte ham videre for et tocifret millionbeløb under to måneder senere. Den historie gemmer sig bag 17. låge.

OB købte Nenad Novakovic for en slik og solgte ham videre for et tocifret millionbeløb under to måneder senere. Den historie gemmer sig bag 17. låge.

Serie B

20. runde
lørdag 13:00

MON

vs

REG

Årets julekalender på bold.dk handler om transfers. Vi kigger nærmere på de overraskende og kontroversielle klubskifter, de transfers, som faldt til jorden, og de handler, som aldrig skulle have været sket.

17. låge byder på en af de mest kuriøse handler i dansk fodbold nogensinde.

Historiens omdrejningspunkt er den serbiske målmand Nenad Novakovic, der i december i 2006/07-sæsonen blev solgt fra Køge Boldklub i 1. division til OB for under en halv million kroner.

Men Novakovic nåede ikke et eneste minut på hverken stregen eller bænken for fynboerne, før Kim Brink og co. en måned efter ankomsten solgte målmanden for et tocifret millionbeløb til Serie A-klubben Reggina.

En handel som daværende OB-sportsdirektør Kim Brink ser tilbage på med stor glæde.

- Jeg nåede at tænke, om man overhovedet måtte gøre det. Det måtte man jo selvfølgelig godt, men det er bare virkelig, virkelig sjældent, at det sker.

- Så det er den mest kuriøse transfer, jeg har lavet, og så er det vel en af de mest profitable, selv om der har været en del af den slags i den periode.

- Det var en kæmpestor fortjeneste, uden vi havde gjort alt for meget for det. Det var bare penge direkte ned på bundlinjen, erindrer Kim Brink overfor bold.dk.

Den historie ruller sig ud i 17. afsnit af bold.dk's julekalender, hvor du kommer med på kontorerne hos OB, til forhandling i en Godfather-lignende scene i Milano og med OB-truppen på træningslejr i Florida, hvor målmanden pludselig var forsvundet på et afgørende tidspunkt.


Kim Brink hentede Novakovic og Arek Onyszko bød Novakovic velkommen med krig på banen. Foto: Ernst van Norde/Ritzau Scanpix.

Blev købt for en slik i Køge Boldklub

Historien om Nenad Novakovic i dansk fodbold starter i sommeren 2005, da Køge  Boldklub hentede målmanden fra Napredak i hjemlandet.

Efter halvanden sæson med stærke præstationer i 1. division var der et halvt år tilbage af kontrakten, da OB slog til.

Blandt andet hjulpet godt på vej af, at daværende OB-træner Bruce Riochs søn, Gregor Rioch, var træner i HB Køge.

- Vi havde kigget på ham i et stykke tid, da han var i Køge. Vi havde snakket frem og tilbage om en transferpris, men de krævede for meget i en periode, synes jeg. Pludselig kom de tilbage med en relativt lav pris på ham og så slog vi til.

- Jeg ved ikke, om de havde nogle økonomiske problemer, der skulle løses, fortæller Kim Brink om Køge Boldklub, som i de følgende år var i økonomiske problemer, gik konkurs i 2009 og samme år gik sammen med Herfølge Boldklub om HB Køge.

Kim Brink og daværende sportslig koordinator i OB Michael Buchholtz fortæller, at klubben gav under en halv million kroner for at hente Nenad Novakovic.

- Det var en meget lille transfer for en målmand med det niveau, man skønnede, han havde, og som allerede havde vist sig godt frem i Køge, fortæller Michael Buchholtz.

Dengang erfarede B.T., at salgsprisen var en halv million kroner, mens Køge-direktør Jørn Rasmussen sagde til DR, at prisen slet ikke passede. Han ville dog ikke ud med, hvad Køge fik for målmanden.

Onyszko lovede krig - Lindegaard ville væk

Det var en kende overraskende, at OB i det hele taget hentede en ny målmand i den sæson, da truppen i forvejen talte Arek Onyszko og Anders Lindegaard.

Førstemålmand Onyszko reagerede på transferen ved i flere medier at fortælle, at han var overrasket, og til Fyens Stiftstidende lovede han Nenad Novakovic krig på banen, mens Anders Lindegaard bebudede, at én af ham og Onyszko måtte væk.

Novakovic indledte OB-karrieren i opstarten i januar 2007, og han viste sig godt frem, fortæller daværende holdkammerat Martin Borre.

- Da Nenad kom, kunne jeg godt se, at han var en dygtig målmand. På det tidspunkt var Onyszko en kæmpe profil i Superligaen, så vi vidste godt, at han ikke var førstemålmand.

- Men vi kunne godt se, at Nenad på sigt kunne tage over, hvis Arek skulle videre, fortæller Borre, der kun nåede at være holdkammerat med den serbiske målmand i godt en måneds tid.

I slutningen af januar drog OB-truppen på træningslejr i Florida i USA, og den skulle Novakovic vende hjem fra med udsigt til at blive Reggina-spiller.

Artiklen fortsætter under billedet.


Serbiske Nenad Novakovic kom til OB fra HB Køge, men røg lynhurtigt videre.

Opkald fra Italien: - I kan få to millioner euro for Nenad

Mens OB-truppen var på træningslejr på den anden side af Atlanten, blev Kim Brink og Michael Buchholtz i Odense for at lukke transfervinduet.

Efter en aftens arbejde på Odense Stadion, hvor de forsøgte at afsøge de sidste muligheder i markedet, var duoen på vej hjem, da et et ukendt nummer pludselig ringede til Kim Brink.

- Kim vendte bilen og kørte tilbage på stadion. Der var en eller anden, som mente, vi kunne få to millioner euro for Nenad.

- Jeg tænkte bare: 'Hvad fanden snakker han om?'. Jeg kunne ikke tro det, når han ikke engang havde spillet for os, husker Buchholtz.

På stadion i Odense fik OB via Novakovic' agent Nikola Juric bekræftet, at Reggina stod klar til at købe Novakovic, da klubben allerede havde luret på ham i Køge-tiden, mens italienerne netop havde solgt en målmand.

Med dollartegn i øjnene gik turen til Milano med morgenflyet fra København, hvor Buchholtz og Juric tog ned for at forhandle aftalen på plads.

Transfermesse og forhandlinger i en Godfather-scene

I Milano ankom Juric og Buchholtz til en den halvårlige transfermesse på ATA-hotellet, hvor Serie A- og B-klubber alle havde en stand med formålet om at forhandle de sidste transfers på plads, inden man ved forbundets stand kunne få stemplet og godkendt sine transfers.

For de to gik turen dog op til et af hotellets store værelser.

Her befandt Reggina-delegationnen sig, og det var her, der udspillede sig det, som Buchholtz kalder en scene fra en karikeret mafia-film.

- Hele forløbet omkring den transfer er jo så absurd, og hvis det ikke havde været hektisk inden da, så blev det, da godt nok det, da vi kom op til værelset.

- Se Godfather-filmen, og så har du scenen. Døren blev åbnet på klem, da vi kom op, og vi blev skeptisk set an til at starte med. Vi kom så ind i rummet, hvor der sad masser af mennesker fra Reggina, og for enden sad præsidenten ved et kæmpe skrivebord med en cigar i munden, fortæller Buchholtz.

Efter en høflig dialog om vind, vejr og familie, begyndte forhandlingerne.

- Joken udviklede sig endnu mere. Han sad og skrev sine bud på en lap papir og skubbede dem så over til mig.

- Deres første bud var på 500.000 euro (cirka 3,75 millioner kroner, red.). Jeg tænkte bare, det var spild af tid, vi var taget afsted, for det var godt nok langt fra, hvad vi var blevet lovet.

- Jeg skrev til ham, at vi ville have to millioner euro, og så himlede han op og så vildt fornærmet ud, fortæller Buchholtz.

De hidsige forhandlinger fortsatte, og der blev skrevet beløb frem og tilbage på papiret.

Efter slid og slæb endte de to parter til sidst med et kompromis: 1,25 millioner euro i transfer og 0,5 millioner euro i klausuler, hvoraf halvdelen endte med at blive udløst.

I alt var det en handel svarende til potentielt 13 millioner kroner for en spiller, OB havde købt for under en halv million kroner under to måneder tidligere.

Turen gik nedendunder til messen for at stemple transferen, men inden da måtte Nenad Novakovic også få forhandlet en aftale på plads og takke endegyldigt ja.

Artiklen fortsætter under billedet.


Michael Buchholtz var manden, der forhandlede med Reggina. Foto: SønderjyskE

Panik i Florida: Hvor er Nenad?

Det skulle dog ikke blive så let endda.

I Florida var Nenad pludselig ikke til at finde, da meldingerne fra Kim Brink i Odense og Michael Buchholtz i Milano var, at det var tid til transfer.

Det fortæller Martin Borre.

- Vi havde fået nogle regler på træningslejren, hvor vi ikke måtte være ude om aftenen, og det gav lidt problemer, da handlen skulle igennem.

- Der var ikke længe til transferdeadline, så de skulle have fat i ham, og der var tidsforskel i forhold til Italien, så de gik op på hans værelse om natten, og så var han der simpelthen ikke.

- Det skabte en helvedes masse ballade, for det var jo ikke aftalen, men de endte med at få fat i ham, og så det var bare med at få lukket handlen, fortæller Borre, der måtte tage afsked med sin holdkammerat kort efter.

- Han kom ned dagen efter, da vi holdt møde om, at der var nogle regler, som var blevet overtrådt. Han sagde farvel, pakkede sine ting og tog så i lufthavnen.

- Det var jo så underligt, at han kom og sagde farvel, når man knap havde lært ham at kende, men det var jo en fed handel, og også for klubben, så det var bare vildt.

Nenad Novakovic kunne altså derfor sætte sig på et fly med kurs hjem over Atlanten og en fremtid som Reggina-målmand uden at have fået en eneste OB-optræden på CV'et.

Novakovic lige efter underskriften: Det er meget underligt

Kim Brink erindrer, at Novakovic var overrasket over pludselig at skulle forlade sin nye klub, men han så angiveligt store muligheder i skiftet til Serie A.

- Som klub slog vi jo til, fordi transferen var så stor i forhold til, hvad vi havde givet for ham. Nenad blev lidt overrasket, selvfølgelig.

- Men pludselig var det også en mulighed for ham, at han kunne komme til et stort land at spille og han kunne tjene mange flere penge, end han gjorde på kontrakten i OB, og det har jo meget at sige for de fleste. Så det var motivationen i det for ham, fortæller Brink.

Mens det ikke er lykkedes at komme i kontakt med Nenad Novakovic til dette afsnit af bold.dk's julekalender, så satte han ord på Reggina-skiftet i 2007, mens han var i USA.

- Det er sandt. Det hele er gået meget hurtigt, jeg er stadig i USA med OB. Jeg har underskrevet papirerne, men har endnu ikke været i Italien til det obligatoriske lægetjek.

- Jeg er selv meget overrasket, det er meget nyt. Og jeg må da også erkende, at det er en smule underligt. Nej, meget underligt, sagde Novakovic dengang til bold.dk.

Køge: Kunne ikke sige nej til OB's beløb

bold.dk har også forsøgt at få en kommentar fra daværende Køge-direktør Jørn Rasmussen. Han ville ikke deltage, men dengang udtalte han således om OB's kup.

- Selvfølgelig, ville vi da gerne have de millioner, OB har fået for ham, men det var en anden situation dengang. Han havde kun godt et halvt år tilbage af sin kontrakt, så hvis vi ville have penge, skulle vi sælge.

- Vi er en lille klub og fik et beløb, som vi ikke kunne sige nej til. Dengang tog OB en chance, investerede i ham, og det har så givet afkast nu. Sådan er gamet, det må man bare acceptere, sagde direktør Jørn Rasmussen dengang.

I Reggina blev Novakovic dog aldrig den store succes. Han skiftede efter halvandet år til Aalesund på en lejeaftale, inden FC Nordsjælland hentede Novakovic.

Efter halvandet år i Farum røg han bag Jesper Hansen i køen til spilletid, og så gik turen til ungarske Debrecen, hvor Novakovic sluttede karrieren.

Køb bogen om Lars Høgh her. 

Nenad Novakovic vendte tilbage til dansk fodbold, da FC Nordsjælland hentede målmanden i Reggina. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Læs også

Liverpools 'Cafu' endte i DK: Sådan er livet

Arsenal var for stort - jeg var sgu alt for sød

Legende i svær OB-afsked: Fik vildt tilbud

VB-fyring overgår matchfixing og skudhuller

FCM bød 21 mio: Beløbet var berettiget

4 kommentarer

Gå til forum

Seneste nyheder

0