1/7 2022

Nicolaj Madsen i Island: Tjener som SL-spiller

Nicolaj Madsen nyder tilværelsen i Vestri Ísafjördur. Han siger til bold.dk, at han har det samme rådighedsbeløb, som hvis han spillede i nogle Superliga-klubber.

Nicolaj Madsen nyder tilværelsen i Vestri Ísafjördur. Han siger til bold.dk, at han har det samme rådighedsbeløb, som hvis han spillede i nogle Superliga-klubber.

1. Deild

17. runde
torsdag 18:00

KOR

vs

VST

33-årige Nicolaj Madsen har en fortid i 3F Superligaen, de danske divisioner og tysk fodbold, men nu befinder den danske midtbanespiller sig i den nordvestlige del af Island, hvor han tørner ud for Vestri Ísafjördur i den næstbedste række Lengjudeild. 

Den tidligere Superliga-spiller har været en del af den islandske klub siden starten af 2021, men i foråret var han dog lejet ud til HB Køge i et par måneder. 

Udover Madsen oplever en anden fodboldkultur, så giver opholdet også fin betaling på kontoen. 

Midtbanespilleren siger til bold.dk, at han får bil og bolig betalt, og selve rådighedsbeløbet svarer til at spille i nogle Superliga-klubber. 

Derfor har han heller ingen planer om at vende retur til Danmark.

- Jeg tror, at det løb er kørt (med at vende hjem, red.). Jeg må bare ærligt indrømme, at med det, som de betaler heroppe, i forhold til det som jeg kan få derhjemme, er der ikke nogen grund til at tage hjem til Danmark, siger Nicolaj Madsen til bold.dk.

Så lønnen har også indflydelse på, at du valgte klubben?

- Ja, det har altid været en del af det, helt klart. Jeg kom også herop med et godt CV, så på den måde har det også hjulpet mig, men jeg har betalt tilbage igen, da jeg har gjort det godt. Det har været fedt at være en del af det. Jeg kan godt lide at opleve ting og så videre, så på den måde har Island passet mig fint. 

Hvad ligger lønniveauet på?

- Heroppe får du betalt bil og lejlighed, så den udgift har du ikke. Hvis man tager rådighedsbeløbet, så svarer det fint til nogle klubber i Superligaen og toppen af 1. division, helt klart.

Den gode betaling kræver også, at man skal levere på banen. 

- Der er også et større pres, fordi de forventer, at man er den bedste hver gang, så på den måde skal det også betales. 

Barske forhold

Opholdet i den islandske klub har dog også været lidt anderledes. Vestri Ísafjördur er nemlig placeret godt 500 kilometer nordvest for hovedstaden Reykjavik, og der er ofte lidt barske vejrforhold at skulle forholde sig til. 

- Det har været lidt specielt. Jeg har måske også oplevet noget lidt hårdere vejrmæssigt i Island. Vi ligger helt nordvest og helt ud til vandet i Island. Man skal ikke være for fin, fordi det blæser altså en del heroppe. Det må man bare erkende, og det har været fint. Vestri er en lidt anderledes klub i forhold til mange af de andre. 

- De fleste af dem er Reykjavik-klubber, så der er mange udenlandske spillere heroppe, og der er meget udskiftning hele tiden, fordi de islandske drenge tager til Reykjavik, når de er 18-20 år for at studere. Der er lidt en udenlandsk stamme, men der er selvfølgelig nogle islændinge. Det har været sjovt og er stadig sjovt, så det har været en god oplevelse. 

Har du vænnet dig til forholdene?

- Jeg har i hvert fald valgt ikke at fokusere på det. Hvis man først begynder at fokusere på det, så holder man ikke særlig lang tid. Det sneede for tre dage siden, og der er nærmest nul grader, når man tager vinden med, og det burde være sommer nu. Når man ser alle de andre hjemme i Danmark rende rundt i badeshorts, så kan man godt blive lidt misundelig. 

Alt i alt nyder Madsen dog opholdet i den islandske klub. Han havde en fremtrædende rolle i den seneste sæson, og nu satser klubben på at rykke op i den bedste række i denne sæson.

- Mit seneste år var rigtig godt. Jeg blev kåret som årets spiller, og jeg havde også nogle gode muligheder i den bedste række. Jeg kom fra Tyskland, hvor jeg ikke spillede, og jeg var derefter uden klub. Jeg har været glad og er stadig glad for Island, og jeg har et år tilbage af min kontrakt, som vil sige næste sæson med. 

- Det ser ud til, at jeg skal det igen næste år, og det har jeg slet ikke noget imod, da jeg godt kan lide at være her. Det passer fint, fordi der er også en god lang ferie. Islandsk fodbold passer mig egentlig meget godt, siger Nicolaj Madsen til bold.dk. 

Lige nu indtager Vestri Ísafjördur syvendepladsen i den næstbedste række med 12 point efter otte opgør. Det er fem point efter Selfoss i toppen af rækken. 

I denne sæson har Madsen ifølge transfermarkt.com spillet seks kampe for mandskabet og leveret et mål.

I Madsens første sæson i den islandske klub var han i aktion 28 gange og leverede seks mål og et oplæg.

Hele 171 opgør med 26 mål og ni oplæg er Nicolaj Madsen noteret for i alt i Superligaen for HB Køge, SønderjyskE og Vejle. 

Nicolaj Madsen sikrede blandt andet sølvmedaljer til SønderjyskE i 2016 med et mål på Brøndby Stadion. Det mål kan du se i videoen øverst i artiklen.

Madsen og Vestri Ísafjördur skal aktion fredag 1. juli mod KV, der indtager 11.-pladsen.

Læs også

HB Køge ophæver Nicolaj Madsen-leje før tid

Madsen efter skifte: HB Køge er min klub i DK

2 kommentarer

Gå til forum

Seneste nyheder

0