1/9 2021

Lumb vil bidrage i BIF: Er 45 min. en chance?

Michael Lumb erkender, at han ikke greb chancen mod Randers tilbage i marts, men Brøndby-backen mener ikke, han kan vurderes alene på den kamp.

Michael Lumb erkender, at han ikke greb chancen mod Randers tilbage i marts, men Brøndby-backen mener ikke, han kan vurderes alene på den kamp.

Superligaen Mesterskabsspil

32. runde
søndag 15:00

BIF

vs

SIF

I vinterens transfervindue købte Brøndby Horsens-profilen Michael Lumb, men den rutinerede venstreback har ikke fået meget spilletid på Vestegnen.

Lumb debuterede i starten af marts i en hjemmekamp mod Randers, men blev sammen med to holdkammerater pillet ud i pausen efter en sløj første halvleg for Brøndby.

Udover et indhop på et enkelt minut mod FCN i mesterskabsspillet har Lumb ikke set skyggen af spilletid siden, selvom Blas Riveros har været langtidsskadet, og konkurrencen om spilletid derfor har været en smule mindre.

33-årige Lumb er ærgerlig over ikke at have fået flere chancer, men har ikke givet op.

- Jeg er jo udmærket godt klar over, at der er stor konkurrence i Brøndby, og det kan jeg også godt se, at der er på min position, i og med jeg i hvert fald ikke har fået lov at spille, selvom jeg synes, jeg har præsteret rigtig, rigtig godt til træning.

- Man kan så vende dem om og sige, at det vel ikke var noget at råbe hurra for, da jeg fik chancen mod Randers, men dermed sagt var der vel andre, som heller ikke skulle have haft chancen efterfølgende.

- Men det er nu engang sådan, fodbold er. Jeg synes, jeg har præsteret godt i lang tid til træning og i de reserveholdskampe, jeg har spillet, men der er ikke blevet kigget min vej, og sådan er det.

- Jeg kunne da godt have tænkt mig, at man ikke kun havde kigget på de her 45 minutter mod Randers, men at man havde kigget lidt mere bredt, siger Michael Lumb til bold.dk.

Føler du, at du er blevet endeligt vurderet alene på den kamp?

- Jamen det er jeg vel, i og med det er den eneste chance, jeg har fået, og hvis man kalder 45 minutter en chance, må man jo gøre det. Hvis det er sådan, det er, er det eddermaneme svært i fodbold eller i sport generelt.

- Det var nu engang sådan, det var den dag, og det er jeg selvfølgelig ked af, men der er ikke noget at gøre ved det. Livet går videre, og der kommer andre fodboldkampe.

- Jeg føler, at jeg har noget at bidrage med på det Brøndby-hold. Jeg mener, jeg vil kunne gøre noget godt og hjælpe holdet, så det håber jeg at få muligheden for, fastslår Lumb.

Michael Lumb skrev en etårig kontrakt i vinter og har således udløb til nytår, men hidtil er der ingen afklaring på fremtiden for den rutinerede back.

Læs også

BIF-spids om Lumb-debut: Lidt en ilddåb

BIF-chef om Lumb: Ingen grund til bekymring

Brøndby-chef: Lumb har et hængeparti

Topmotiveret Lumb vil betale Brøndby tilbage

9 kommentarer

Gå til forum

Seneste nyheder

0