1/9 2021

KS-spiller: Går efter ny Helsingør-pokalfiasko

Onsdag aften duellerer Københavnsserie-mandskabet Boldklubben Skjold mod FC Helsingør fra 1. division i Sydbank Pokalen, og Armin Saronjic tror, at Skjold kan sende Helsingør ud i pokalmørket. 

Onsdag aften duellerer Københavnsserie-mandskabet Boldklubben Skjold mod FC Helsingør fra 1. division i Sydbank Pokalen, og Armin Saronjic tror, at Skjold kan sende Helsingør ud i pokalmørket. 

Onsdag aften er der pokalbrag på menuen på Østerbro Stadion, når Københavnsserie-mandskabet Boldklubben Skjold skal duellere mod FC Helsingør, der topper 1. division, i anden runde af Sydbank Pokalen.

På papiret ligner det en meget svær opgave for Boldklubben Skjold, men FC Helsingør har dårlige minder fra den seneste udgave af Sydbank Pokalen.

Her tabte det nordsjællandske hold meget sensationelt til det daværende Serie 1-mandskab Bispebjerg Boldklub, og Boldklubben Skjold vil forsøge at gøre onsdag aften til endnu en nedtur for FC Helsingør.

Boldklubben Skjold-angriber Armin Saronjic siger til LigaBold.dk, at mandskabet tror, at en sensation lurer.

- Ja, 100 procent. De er jo en gang røget ud til et seriehold, og de kan ryge ud igen. Vi spiller efter at vinde og går efter det med alt, hvad vi har. Jeg tror også, at vi kan drille dem, siger Armin Saronjic til LigaBold.dk, der tilføjer, at han går efter, at FC Helsingør skal ud i endnu en pokalfiasko.

Angriberen pointerer, at FC Helsingørs nederlag til Bispebjerg er med til at give ekstra blod på tanden.

- Vi tror, at vi kan drille Helsingør, især med noget hurtig pasningsspil, og så skal vi prøve at lade være med at fokusere så meget på dem. Alt kan jo ske, og vi tror på, at vi kan gå videre.

Fedt at måle sig med FC Helsingør

Saronjic siger, at Boldklubben Skjold ofte har bolden i Københavnsserie-duellerne og dominerer ofte, og han synes, at holdet er teknisk stærkt. Holdet består af en blanding af unge og mere rutinerede spillere og er et godt sammenspillet hold.

Selvom han tror på sensationen, så forventer han også, at det bliver en tæt duel.

- Jeg forventer og tror, at det bliver en tæt og intens kamp med to hold, der gerne vil spille fodbold med kuglen. Vi glæder os til at måle os med nummer ét fra NordicBet Ligaen, og vi tror, at det bliver en fed aften for alle i og omkring klubben, De gør et fantastisk arbejde for, at vi kan få nogle gode oplevelser sammen i klubben, så en tæt og intens kamp.

Til Sydbank Pokalen-lodtrækningen blev Boldklubben Skjold trukket til at skulle møde enten FC Helsingør eller HB Køge, og Saronjic siger, at mange havde sat næsen op efter HB Køge grundet den nye cheftræner.

- Der var mange, der håbede på HB Køge på grund af Daniel Agger, men Helsingør er også fint. De er jo p.t. bedre end HB Køge, så det bliver en svær kamp.

Bliver fantastisk

Østerbro Stadion kommer til at danne kulissen for pokalopgøret, og det bliver en stor oplevelse for 22-årige Saronjic. Det kan også være med til, at holdet får et par ekstra procenter.

- Det bliver fantastisk. Vi har en masse frivillige og ansatte i klubben, og de gør et fantastisk stykke arbejde for os omkring førsteholdet. Der er en masse unge, der også ser op til os, så det er fantastisk, siger Armin Saronjic til LigaBold.dk, der har spillet i Boldklubben Skjold i fire år og drømmer om at spille mandskabet op i 3. division.

Det er to ganske formstærke mandskaber, der møder hinanden.

Boldklubben Skjold har indtil videre spillet to kampe i Københavnsserien, og her er det blevet til to sejre (1-0 over Hvidovre IF 2 og 5-1 over FA 2000 2). Københavnsserie-mandskabet slog i første runde Serie 2-mandskabet FC Nyhavn ud med en 4-0-sejr.

FC Helsingør topper 1. division med 19 point efter syv kampe (seks sejre og en uafgjort), og holdet sendte HB Køge ud af første runde med en 2-1-sejr efter forlænget spilletid.

Pokalopgøret mellem Boldklubben Skjold og FC Helsingør bliver fløjtet i gang onsdag 1. september klokken 18 på Østerbro Stadion. LigaBold.dk kommer til at være til stede på Østerbro Stadion, og du kan læse om opgøret på LigaBold.dk og bold.dk.

Artiklen er bragt i samarbejde med LigaBold.dk.

Ingen kommentarer

I øjeblikket er der ingen kommentarer til denne artikel. Vær de første til at kommentere.

Skriv kommentar

Seneste nyheder

0