17/1 2022

Klumme: Eriksen og Brentford er perfekt match

Christian Eriksen har snart styr på sin fodboldfremtid, og det kunne ligne det helt perfekte match med Brentford, mener bold.dk’s chefredaktør René Schrøder

Christian Eriksen har snart styr på sin fodboldfremtid, og det kunne ligne det helt perfekte match med Brentford, mener bold.dk’s chefredaktør René Schrøder

Spillet om Christian Eriksens fremtid er i fuld gang. Faktisk skulle det være lige oppe over, hvis man skal tro engelske medier - herunder The Times. 

Og selvom Christian Eriksen formentlig er omgivet af folk, der kan rådgive ham, vil jeg alligevel indtage konsulentrollen for fem minutter og prøve at give den som karriererådgiver her i 11. time:

Matchet mellem Eriksen og Brentford er i mine øjne helt perfekt. Som Michael og Kathrine fra sæson 6 af ‘Gift ved første blik’. Som Kelly og Dylan fra ‘Beverly Hills 90210’. Som Kasper Hjulmand og det danske herrelandshold. 

Ja, vi er helt oppe på den klinge, og inden læserne råber deres frustrationer ud a la ‘Hvad helvede tænker ham René Schrøder på? Eriksen skal sgu da spille i Barcelona eller Tottenham’, vil jeg gerne lige have lov at uddybe mit standpunkt med nogle konkrete nedslagspunkter:

1. Den danske forbindelse
Det bør simpelthen vægte højt for Eriksen, at Brentford har så mange i truppen og i trænerstaben, som han kender. Der er bare gigantisk forskel på at gå ind i et omklædningsrum fyldt med velkendte ansigter og et, hvor han nærmest ikke kender et eneste. Et, hvor han hurtigt føler sig tryg og som en del af jargonen fremfor et, hvor han skal starte fra scratch og risikerer at føle sig som en fremmed.

2. Familien
I snart 10 år har kæresten Sabrina og Christian Eriksen gået gennem tykt og tyndt sammen. Og ingen kommer nogensinde til at glemme billederne fra Parken, da hun stod på sidelinjen og oplevede, hvordan hendes partner kæmpede for livet. Både før og efter den uhyggelige episode har Christian Eriksen fortalt, hvor vigtig familien er for ham, og hvor vigtigt det er for ham, at den trives. Det gør Sabrina i London. Her har parret en stor vennekreds og med en massiv dansk tilstedeværelse på Brentford-holdet, vil hun naturligvis også blive en hurtig og naturlig del af den spillerkoner og -kærestekreds, hun allerede kender fra landskampene.

3. Forventningspresset
Al ære og respekt til Brentford, men hverken fans eller lokalpresse vil kaste sig over Eriksen eller klubben, hvis kreatøren ikke lige leverer det, som alle håber. Der er ikke et pres om at vinde titler fra første færd efter kollapset, og det bør tiltale Eriksen at kunne leve en mere beskyttet fodboldtilværelse - i hvert fald i den første kontrakt efter hjerteforløbet.

4. Formen
Der er ingen tvivl om, at en Christian Eriksen i den form, han viste forud for sit kollaps, kan spille på de højeste hylder. Men nu er det snart syv måneder siden, at han trænede med holdkammerater og spillede kamp. Og alle, der har prøvet at sidde udenfor så længe, ved, at man ikke bare kan træde ind på en banen igen og fra dag et, to eller tre ramme det niveau, man havde engang. I Brentford vil han kunne spille sig stille og roligt i form, mens større klubber formentlig ikke besidder samme tålmodighed.

5. VM
Da man så DR's interview med den danske kreatør, var der ikke mindst én ting, der kunne få julelys i de øjne, som tilbage i juni var døde for en stund: VM! Og med den relation, hans landstræner Kasper Hjulmand har til Brentford-træner Thomas Frank, er der ingen tvivl om, at Eriksen vil sikre en tæt dialog mellem de to vigtigste personer i forhold til at få bragt ham til VM i slutningen af året. Hvis han eksempelvis havnede i Tottenham, ville Antonio Conte formentlig være fløjtende ligeglad med Eriksens VM-drømme. Han ville kun fokusere på Tottenhams næste kamp. Kasper Hjulmand og Thomas Frank ville helt sikkert både have øje for den korte og den lange Eriksen-bane.

Jeg har i ovenstående argumentation valgt at holde alt, hvad der handler om økonomi, udenfor. For så har Brentford ikke en Kinamands chance for at være med.

Og jeg tror helt og holdent på, at familiære hensyn, tryghed og trivsel vægter højere hos Eriksen og hans familie end hvor mange nuller, der kan komme på lønsedlen. Derfor bør klubber som Newcastle og PSG slet ikke være en del af det fremtidspuslespil, Christian Eriksen og hans rigtige rådgivere et ved at lægge i disse dage.

 

 

Læs også

Rygtetid: Eriksen meget tæt på PL-comeback

OB-chef om Eriksen: Han ved hvad han kan få

FCK-chef: Eriksen har andre prioriteter

Jensen tvivler: Eriksen velkommen i Brentford

28 kommentarer

Gå til forum

Seneste nyheder

0