25/11 2022

Kæmpe VM-drama - vilde scener da Iran slog Wales dybt inde i overtiden

Rødt kort og to mål i overtiden. Der var drama for alle pengene, da Iran formåede at presse Wales helt i bund og vinde fredagens VM-kamp med 2-0, som udløste nogle vilde scener.

Rødt kort og to mål i overtiden. Der var drama for alle pengene, da Iran formåede at presse Wales helt i bund og vinde fredagens VM-kamp med 2-0, som udløste nogle vilde scener.

VM Gruppe B

2. runde
FT

WAL

0 - 2

IRA

86'
0 0
Wayne Hennessey
Rødt kort
90'
0 1
Roozbeh Cheshmi
Mål
90'
0 2
Ramin Rezaeian
Mål

Det var mere end bare en fodboldkamp, som fandt sted på Ahmad Bin Ali Stadium i opgøret mellem Wales og Iran.

Allerede inden kampen handlede det nemlig om alt andet, da det walisiske fodboldforbund havde fået FIFA til at tillade, at man måtte tage regnbuefarver med ind på stadion, og bold.dk mødte da også nogle, som havde valgt at gøre dette.

Ved nationalsangen kom det næste kapitel så, da Irans spillere skulle til at synge. 

I det første opgør var de tavse for at vise deres sympati for demonstranterne i hjemlandet, men det var anderledes denne fredag.

Her var der flere af spillerne, som sang med. Fra bold.dk’s plads på stadion var det dog tydeligt at høre, at det ikke var alle iranere, som sang med, da der i stedet blev buhet intenst fra lægterne.

Det udviklede sig dog til en stor hyldest i stedet, da en kvinde dukkede op på storskærmen, hvor hun blev tiljublet, mens hun ikke selv kunne holde tårerne tilbage.

Sikke en start på kampen, men det var også begivenhedsrigt inde på grønsværen, hvor Gareth Bale skrev historie for Wales, da han i sin landskamp nummer 110 fik rekorden for flest præstationer for landsholdet. 

Hos Iran var der desuden et velkendt ansigt fra dansk fodbold, da Vejle Boldklub-spilleren Saeid Ezatolahi var med fra start i et opgør, hvor det buldrede frem og tilbage. 

Walisisk akrobatik - kort glæde for iranere
Iranerne var især offensive i deres pres, da de kom ud med 100 kilometer i timen og forsøgte at presse waliserne helt ned i eget felt.

Den største chance tilfaldt dog Wales efter 12 minutter. 

Her slog Connor Roberts et fremragende indlæg ind i boksen fra højre side, hvor Kieffer Moore på akrobatisk vis fik sendt en flugter afsted, som dog blev reddet på stregen af keeper Hossein Hosseini.

Få minutter senere gik det hurtigt den anden vej, hvor Iran slog til på en omstilling og fuldstændig splittede Wales’ defensiv. 

Her var det hurtige kombinationer imellem Sardar Azmoun og Ali Gholizadeh, hvor sidstnævnte til sidst kunne prikke kuglen i mål.

Så gik det ellers amok på lægterne blandt de iranske fans, men de kom hurtigt ned på jorden igen, da Gholizadeh var offside, og så slap Wales med skrækken.

Efterfølgende satte waliserne sig på spillet, hvor Bale i flere omgange forsøgte at blive farlig, men den iranske defensiv stod godt imod.

Iran var tæt på at snuppe føringen lige inden pausen, da Saeid Ezatolahi slog en bold i feltet, hvor Azmoun var lige ved at prikke sparke bolden i kassen, men han nåede akkurat ikke at få ram på den.

Intense 30 sekunder for Iran
Man har brug for held I fodbold, men det havde Iran i hvert fald ikke i starten af anden halvleg.

I løbet af 30 sekunder formåede de nemlig at brænde tre kæmpe chancer, hvor træværket stod i vejen flere gange.

Først stak Sardar Azmoun afsted fra alt og alle, hvor han nåede ind i feltet og bankede kuglen på stolpen. 

Få sekunder senere var det så Ali Gholizadeh, som snuppede den løse bold og drev med bolden ind i banen.

Her sendte han et flot skud afsted, men endnu engang ramte Iran stolpen. Her endte returen i feltet, hvor Iran fik sparket på mål, men på en eller anden måde fik Wayne Hennessey afværget.

Sikke en indledning på anden halvleg, hvor Wales var hårdt presset, og derfor lå det i luften, at iranerne ville straffe dem og bringe sig i front.

Det var som om, at Gareth Bale og co. var taget ud på den nærmeste golfbane, fordi de var slet ikke tilstede i anden halvleg. 

Waliserne kunne ikke få deres spil til at fungere, og dermed var det ren overlevelse for Wales i et opgør, hvor Iran fortsatte med at skabe store chancer.

Drama til sidst - Wales-keeper udvist
Efter 73 minutter var Iran blandt andet tæt på en føring, da Ezatolahi sendte et godt skud afsted lidt uden for feltet, men Hennessey fik det yderste af handsken på

Seks minutter før tid var Wales tæt på at tage fusen på Iran, da de kom frem til feltet. Her blev bolden lagt til rette for Ben Davies, som smaskede bolden mod mål, men Hossein Hosseini hev en flot redning frem.

Der kom spænding til sidst, da Iran fik en omstilling, hvor bolden blev sparket op på Mehdi Taremi. Her endte Hennessey på noget af en skovtur, da han forsøgte at komme først på bolden, men han sparkede i stedet Taremi ned.

Efter et VAR-tjek blev det så endnu værre for Wales, da dommeren valgte at udvise Hennessey med et rødt kort, og derfor måtte de spille med en mand i undertal i resten af kampen.

I de døende minutter var Wales i den grad under pres fra de iranske spillere og fans, og dybt inde i overtiden fik kom den store forløsning så, da bolden endte hos Roozbeh Cheshmi, som bankede bolden i mål fra distancen.

Det blev starten på nogle vilde scener, hvor samtlige iranere fra bænken stormede ind på banen for at tiljuble Cheshmi, som blev den store helt.

De iranske fans fik mere at juble over, da de kort tid efter lukkede og slukkede, da Ramin Rezaeion straffede Wales på en omstilling og fik Ahmad Bin Ali Stadium til at eksplodere fuldstændig i ren jubel.

Det endte med at blive kampens sidste scoring, og dermed fik Iran deres første sejr ved dette års VM.

Læs også

Iran-profil vil ikke tale politik: Vi er ikke presset af regeringen

Irans Queiroz giver igen: Spørg Southgate om Afghanistan

Wales bekræfter: FIFA giver grønt lys til regnbuetøj blandt fans

Ingen kommentarer

I øjeblikket er der ingen kommentarer til denne artikel. Vær de første til at kommentere.

Skriv kommentar

Seneste nyheder

0