22/6 2021

Journalist: Belgien nyder Danmarks eventyr

Både spillerne og fansene i Belgien glæder sig over, at Danmark er gået videre ved EM, for alle ser det som et eventyr efter Christian Eriksens ulykke, fortæller den belgiske journalist Guillaume Raedts.

Både spillerne og fansene i Belgien glæder sig over, at Danmark er gået videre ved EM, for alle ser det som et eventyr efter Christian Eriksens ulykke, fortæller den belgiske journalist Guillaume Raedts.

Danmark fik mandag aften en hjælpende hånd fra Belgien, der slog Finland med 2-0, og dermed sikrede danskerne sig andenpladsen i gruppen.

Kasper Hjulmand fortalte inden kampen, at Belgien havde lovet ham at hjælpe Danmark, og det var naturligvis først og fremmest for egen vindings skyld.

Men folk i Belgien har reageret positivt på Danmarks avancement, fordi de ser det som et eventyr efter ulykken med Christian Eriksen.

Det fortæller den belgiske journalist Guillaume Raedts, som dækker belgisk fodbold for avisen Le Soir og nyhedsbureauet Sudpresse.

- Selvfølgelig slog Belgien først og fremmest Finland for deres egen skyld. Men jeg er sikker på, at de er glade for at se, at Danmark blev nummer to i gruppen, siger Guillaume Raedts til bold.dk.

- Især for Lukaku, Vertonghen, Alderweireld og Chadli, der er eller var Eriksens holdkammerater.

- I Belgien er folk generelt meget glade på Danmarks vegne, og det er af to grunde. Både på grund af Eriksens ulykke, men også fordi de spillede en god kamp mod Belgien på et rigtig højt niveau.

- Folk ser det som et eventyr for Danmark, siger Guillaume Raedts.

Belgien kontrollerede Finland stort
Belgien står nu med tre sejre, ligesom at flere af profilerne er stemplet ind og spillet varme.

Kampen mod Finland var dog primært en tålmodighedsprøve, forklarer Guillaume Raedts.

- Der var brug for tålmodighed, og vi blev belønnet med to mål i de sidste 15 minutter af kampen. Belgien var i kontrol i hele kampen.

- Finland var for det meste aldrig i en position til at score mål. Belgiens kontrol var imponerende, selvom de ikke spillede med deres bedste startopstilling.

- Trossard spillede på en position, som han aldrig har spillet før for eksempel. De Bruyne og Lukaku var de to bedste spillere på banen.

- De Bruyne havde mange boldberøringer og var involveret i alle holdets angreb. Han tog hjørnesparket til 1-0 og gav bolden til Lukaku ved det andet mål.

- Det var lidt svært for Lukaku i første halvleg, fordi Finlands forsvar var stærkt og stod tæt. Men han scorede sit tredje mål og var ikke langt fra at score to, men han var offside efter en aflevering fra De Bruyne.

- Det var vigtigt med tre sejre for gruppens dynamik. Før kampen sagde Roberto Martinez 'man bliver voksen, når man vinder'.

Man skal slå alle for at vinde EM
Føler folk i Belgien, at det ville have været klogere at tabe, så ottendedelsfinalen kunne være nemmere?

- Der er altid denne diskussion i landet. For tre år siden var vi i samme situation før det tredje opgør mod England. Vi vandt, og en del af landet sagde, at det ikke var den bedste løsning.

- Men i sidste ende gik vi til semifinalerne, vi havde to mindeværdige kampe mod Japan og Brasilien, og vi sluttede på tredjepladsen.

-  Holdet ønsker altid at vinde alle kampe, og det var ikke en mulighed at gå efter andenpladsen.

- Derudover kender vi stadig ikke vores modstander til næste kamp. Måske bliver det tredjepladsen i gruppe F. Men hvis Belgien vil vinde turneringen, skal de jo alligevel slå alle, siger Guillaume Raedts.

Danmark skal møde Wales i ottendedelfinalen, men det står endnu ikke helt klart, hvem Belgien skal op imod.

Læs også

Danske fans må kun være i Holland i 12 timer

Tysk tv-kanal undskylder Danmark-dækning

Hjulmand bar Eriksen-smykke: Har ham med

EM-bold: Damsgaard har øvet det 1000 gange

1 kommentar

Gå til forum

Seneste nyheder

0