18/3 2021

Ishøj IF sikrer sig rutineret divisionsangriber

Hassan Bashir, der har spillet i en række divisionsklubber og på det pakistanske landshold, skal fremover tørne ud for Ishøj IF i Danmarksserien, og han glæder sig til at blive en del af klubben.

Hassan Bashir, der har spillet i en række divisionsklubber og på det pakistanske landshold, skal fremover tørne ud for Ishøj IF i Danmarksserien, og han glæder sig til at blive en del af klubben.

34-årige Hassan Bashir har prøvet mere end de fleste fodboldspillere med pakistanske landskampe, ophold i mange divisionsklubber og udlandsophold i Thailand og Kirgisistan.

Nu fortæller den rutinerede angriber til LigaBold.dk, at han skal prøve kræfter med Danmarksserie-klubben Ishøj IF. Han har senest spillet i 2. divisionsklubben AB Tårnby.

Angriberen forlader 2. divisionsklubben, da han gerne vil give plads til de unge spillere i truppen, og Bashir glæder sig til at komme i gang i Ishøj IF.

- Jeg stoppede jo med at spille fodbold, da jeg var 28 år, og i dag er jeg 34 år. Som 30-årig fik jeg tiden og lysten til det igen. Jeg prøvede at komme lidt op i niveau, og jeg startede så i AB Tårnby, hvor vi var i Danmarksserien, men så rykkede vi op i 2. division i den seneste sæson.

- Det har været en spændende tur, og jeg har et rigtig, rigtig fint forhold til AB Tårnby, som jeg sætter stor pris på. Nu står vi i en situation, hvor AB Tårnby ikke ligger særligt godt i rækken, og uden at jeg skal være pessimistisk, så ligner det jo en nedrykning.

- Det er også grundet, at der er så mange, som der rykker ned. Så synes jeg bare, at 2. division kan være en værdifuld erfaring for mange af de unge spillere, hvis de får chancen for alvor. Det vil jeg ikke være en stopklods for, hvis jeg skulle tage min del af spilletiden.

- De har fået nogle spændende unge angribere ind og også nogle, som AB Tårnby har haft i forvejen. Den største grund til, at jeg er flyttet fra AB Tårnby, er, at agendaen er en anden, og jeg tænker, at klubben gerne vil udvikle spillere. Det ville jeg også gøre i den situation. 

- Jeg fik en snak med trænerteamet, og selvom det er sørgeligt, så giver det fin mening, at det var sådan, som det skulle være, siger Hassan Bashir til LigaBold.dk.

Hvorfor er det netop Ishøj, som du skal spille for?

- Jeg kender ikke Ishøj som klub, men jeg kender rigtig mange i klubben. Træneren Erdogan (Ishøj-træner Erdogan Aslan, red.) har jeg jo haft før, og jeg kender også Yousuf Butt, som også er flyttet til Ishøj. Jeg kender også Mohammad Ali, Saban (Saban Özdogan, red.) og Offe (Christian Offenberg, red.), så jeg kender mange.

- Det var egentlig Yousuf Butt, der luftede idéen over for klubben, og så tog Ishøj kontakt til mig, da jeg stoppede ude i AB Tårnby. Jeg vil jo stadig gerne spille. Det skal bare være på nogle andre præmisser med en klub, der måske har noget at spille for, hvor den bedste mand spiller. I Tårnby er de måske i en situation, hvor de skal udvikle nogle unge.

Massivt talent

Angriberen kan bidrage med meget rutine på banen og samtidigt være god til at samle tropper uden for kridtstregerne, siger han.

- Jeg kommer med en masse erfaring, og jeg har lige prøvet en oprykning for første gang i min lange karriere. På banen har Ishøj rigtig meget kvalitet, og der vil jeg selvfølgelig også bringe noget. Jeg vil også gerne bringe det omkring sammenholdet, der skal til, for at rykke op og klubfølelsen.

- Jeg vil også gerne støtte de unge. Der er ingen tvivl om, at Ishøj har massivt talent, og spillerne skal bare plejes, støttes og 'nurses', og det vil jeg gerne være med til.

Hassan Bashir er meget imponeret over Ishøj-spillernes tekniske niveau, og han kan mærke, at spillerne er engagerede på og uden for banen.

- Teknisk for rækken er det et meget højt niveau, og der er tempo. Der er en masse unge spillere, der kan noget på egen hånd, men fodbold bliver ikke kun vundet offensivt. Det bliver ikke mindst vundet defensivt med struktur på holdet.

- Nu har jeg været i Tårnby og set andre 2. divisionshold, og der ser det rigtig positivt ud (i forhold til, red.). Spillerne vil det gerne og går op i det med, at det skal være lækkert at komme til træning og komme i klubben. Det gør klubben rigtig meget for. Jeg har ikke selv oplevet det endnu, da man møder omklædt op, og derefter går hjem igen. Ishøj har meget klubliv, og det glæder jeg mig til at være en del, når tingene åbner mere op.

Ny ungdom

Hassan Bashir har genfundet en stor spilleglæde efter en svær tid, hvor han skulle genfinde sit niveau efter en pause væk fra fodbolden for tre-fire år siden.

- Da jeg kom i gang som 30-31-årig, der var det rigtig svært. Der kunne jeg godt mærke, at jeg havde ligget stille, og mange havde rykket sig, som jeg ikke havde gjort. 

- Jeg er kommet rigtig godt efter det, og jeg havde også min del i oprykningen med AB Tårnby. De her 2. divisionskampe, selvom vi tabte en del, har gjort, at jeg har fået noget tempo i benene igen, som jeg manglede, da jeg startede op igen.

- Jeg er i fin form, og jeg har trænet i Tårnby hele vinteren, så jeg er i rigtig, rigtig fin form. Jeg har fået en glæde, og en ny ungdom kan man sige. Nu må vi se, hvor langt det kan række. 

- Så jeg synes, at jeg ser fit ud, og jeg håber, at jeg kan holde mig skadefri, for det har også været mit problem. Det håber jeg, og så er jeg helt sikker på, at jeg kan bidrage med rigtig meget.

Drømmer om landsholdet

Angriberen startede op i Greve i april 2018 efter pausen og tog derefter skridtet videre til AB Tårnby i sommeren 2018. I den periode blev Bashir udtaget til det pakistanske landshold igen, og han er i alt noteret for 21 kampe og ni kampe for landsholdet. 

Han håber, at han får chancen på landsholdet igen.

- Det er overhovedet ikke udelukket. Det vil være en drøm. Det er en drøm hver gang, jeg bliver udtaget til landsholdet, siger angriberen og tilføjer:

- Jeg vil rigtig gerne være med. Jeg synes, at jeg har formen til det.

Den nu tidligere AB Tårnby-angriber siger, at han har planer om at være i Ishøj, indtil karrieren er ovre.

- Hvis jeg skal tilbage til divisionerne, så bliver det med Ishøj. Det bliver nok ikke med en anden klub. Det handler rigtig meget om, at det skal være lysten, der driver værket. Når det ikke skulle være Tårnby, skulle det også være et sted, hvor jeg kunne se mig selv.

- Jeg bor fem minutter fra Ishøj i bil, så det er helt optimalt, så jeg ser ikke mig selv andre steder divisionsmæssigt og heller ikke i andre klubber. Nu er det Ishøj, og indtil Ishøj ikke gider at have mig mere, så er det nok dét (efterfølgende, red.), tænker jeg, siger Hassan Bashir til LigaBold.dk.

Hassan Bashir har prøvet lidt af hvert i løbet af karrieren, hvor han har været i B93, FC Nordsjælland, Køge Boldklub, Brønshøj Boldklub, FC Svendborg, FC Fyn, HIK, Svebølle BI, thailandske BB-CU, Nordvest FC, Fremad Amager, kirgisiske Dordoi, Greve Fodbold og senest AB Tårnby. 

Bashir har også fået æren af at spille på hold med Ronaldinho i en 'exhibition match' i Pakistan, som billedet i artiklen hentyder til. 

Ishøj er placeret som nummer to i Danmarksserien Pulje 1 med 18 point efter 10 kampe. Det er syv point færre end Karlslunde IF. 

Artiklen er bragt i samarbejde med LigaBold.dk.

Læs også

Ishøj IF snupper 2. divisionsholds anfører

Lars Olsen om rolle i Ishøj: Skal skaffe kapital

Ishøj-profil skifter: Genforenes med Lønstrup

Nicki Billes klub henter Ishøj-profil

Skifter fra Ishøj til DS-klub: Havde 2. div-tilbud

5 kommentarer

Gå til forum

Seneste nyheder

0