VM
29/11 2022 14:15Hjulmand er ikke i tvivl: Australien vil angribe os
Kasper Hjulmand forventer ikke et australsk hold, som bare vil forsvare eget mål i 90 minutter i onsdagens VM-skæbnekamp.
Kasper Hjulmand forventer ikke et australsk hold, som bare vil forsvare eget mål i 90 minutter i onsdagens VM-skæbnekamp.
Når Danmark onsdag møder Australien i sidste kamp i VM's gruppe D, er Danmark pisket til sejr for at holde håbet om avancement i live, men for Australien kan uafgjort sagtens være nok.
Mange forventer derfor et defensivt orienteret australsk mandskab, men landstræner Kasper Hjulmand forventer en modstander, som vil angribe.
- De kommer ikke bare til at stille sig tilbage, men vil presse os. De vil måske forsøge at slå os på kontraangreb, men de kommer ikke bare til at vente på os, siger Hjulmand.
- Jeg forventer, at de også kommer ud til kampen for at angribe. Det vil overraske mig, hvis de ikke gør, siger Hjulmand.
Australien kan med uafgjort holde Danmark bag sig, men et enkelt point er ikke nok til avancement, hvis Tunesien samtidig slår Frankrig.
Derfor tror Hjulmand, at Australien vil gå efter muligheden for at afgøre det hele selv.
- Jeg tror, at Australien ved, at det er farligt bare at gå ind til kampen og forsvare sig. De ved heller ikke med sikkerhed, om uafgjort er nok til at gå videre.
- Der vil være perioder, hvor de forsøger at presse os og angribe.
Skal åbne stærk defensiv enhed
Hjulmand understreger, at Australien, som ligger nummer 38 på FIFA's verdensrangliste, er et stærkt hold.
Der er flere talentfulde spillere, men holdets sammenhold er den store styrke, mener Hjulmand.
- De har styrker som individualister, men især som hold. De arbejder virkelig godt sammen og er godt organiserede. De forsvarer sammen og angriber sammen, og de holder sig til planen.
- De har nogle dygtige spillere, og vi skal være opmærksomme på deres styrker. Vi mødte dem fire år siden i en meget tæt kamp, som endte uafgjort, og jeg forventer også, at dette bliver en tæt kampe.
- Vi ved, vi skal prøve at åbne op for en meget stærk defensiv enhed, siger Hjulmand.
Australien tabte 1-4 til Frankrig i første kamp og vandt anden kamp med 1-0 over Tunesien.
Ingen kommentarer
I øjeblikket er der ingen kommentarer til denne artikel. Vær de første til at kommentere.
Skriv kommentar