22/1 2022

Gammelby vækker undren: Virkelig god her

Jens Martin Gammelby har slet ikke oplevet samme personlige succes i Brøndby, som han gjorde i Silkeborg, hvilket vækker undren i Søhøjlandet.

Jens Martin Gammelby har slet ikke oplevet samme personlige succes i Brøndby, som han gjorde i Silkeborg, hvilket vækker undren i Søhøjlandet.

Træningskamp

1. runde
I dag 12:30

BIF

vs

AGF

I 2017/18 slog Jens Martin Gammelby for alvor sit navn fast som en offensiv og målfarlig back, der sammen med Robert Skov dominerede Silkeborgs højre side.

Seks kasser og tre oplæg blev Gammelby noteret for i Superliga-sæsonen, og det medførte i sommeren 2018 et stort skifte fra Silkeborg til Brøndby.

På Vestegnen har Gammelby dog haft sværere ved at slå igennem, og den nu 26-årige back står i Brøndby-trøjen kun noteret for en enkelt scoring og to oplæg i 56 kampe.

I Silkeborg undrer det sportschef Jesper Stüker en smule, at Gammelby ikke har fået det helt store gennembrud i Brøndby.

- Det kommer egentlig bag på mig, for jeg synes virkelig, han var god, da han var her. Vi havde jo en helt exceptionel højre side på det tidspunkt med Gammelby og Robert, og måske var det også lidt den synergi, der var mellem de to, der gjorde det.

- Det er svært at sige, men Gammelby var en rigtig dygtig og offensiv back her, og det samme har vi ikke rigtig set i Brøndby. Om det er, fordi spillestilen eller rollen er en anden, eller hvad det lige er, det er svært at sige.

- Jeg tror da, at alle havde troet, at han kunne ramme noget, der ville være på et højere niveau end Brøndby, siger Stüker til bold.dk.

Jens Martin Gammelby blev fredag udlejet til polske Miedz Legnica.

Sværere at være afgørende i Brøndby

Spørger man Brøndby-træner Niels Frederiksen, vil han ikke nødvendigvis sige, at Jens Martin Gammelby endnu ikke har fået sit helt store gennembrud i BIF.

- Et stort gennembrud? Det afhænger jo af, hvordan man kigger på det, for han har jo faktisk spillet rigtig mange minutter, og han spillede voldsomt mange minutter for os i efteråret. Han spillede en del af de europæiske kampe og gjorde det godt. Vi brugte ham på forskellige positioner.

- Man kan sige, hvilket måske er naturligt nok, at han ikke har haft en lige så afgørende rolle i Brøndby, som han havde i Silkeborg, men det er ikke så underligt, tror jeg.

- Med al ære og respekt for Silkeborg er det måske lidt nemmere at have en afgørende rolle i Silkeborg, end det er at have det i Brøndby. Der er alligevel nogle andre krav, en anden konkurrence og nogle andre forventninger til det.

- Men jeg synes bestemt, at Jens Martin er en spiller, der bidrager rigtig meget, og vi bruger ham jo. Han får faktisk en del spilleminutter og er bestemt ikke blandt de spillere i truppen, som har spillet mindst, siger Niels Frederiksen.

Gammelby står i efteråret noteret for i alt 689 minutters førsteholdsfodbold for Brøndby, hvor han har kontrakt til sommeren 2023, men nu altså er blevet udlejet til polsk fodbold.

I toppen af artiklen kan du se en pakke med nogle af Jens Martin Gammelbys bedste aktioner fra Silkeborg-tiden.

Læs også

CV: Ikke klar til at sparke Gammelby ud

Medie: Gammelby på vej væk - Vil til udlandet

10 kommentarer

Gå til forum

Seneste nyheder

0