Premier League
7/12 2022 13:24Fåmælt Ten Hag bryder stilheden: Ronaldo er væk
Erik ten Hag sætter endelig nogle ord på Cristiano Ronaldos exit i Manchester United, men hollænderen er tydeligvis ikke ret meget for det.
Erik ten Hag sætter endelig nogle ord på Cristiano Ronaldos exit i Manchester United, men hollænderen er tydeligvis ikke ret meget for det.
- Jeg føler mig forrådt. Jeg har ingen respekt for Erik ten Hag, for han viser ikke mig respekt.
Sådan sagde Cristiano Ronaldo i midten af november i et opsigtsvækkende interview, der sidenhen har betydet, at portugiseren har fået ophævet sin kontrakt i Manchester United.
United-manager Erik ten Hag sætter onsdag for første gang ord på situationen, da han i en snak med klubbens eget medie bliver spurgt til, hvordan han mener, Ronaldo-situationen er blevet håndteret.
- Han er væk, og det er fortid. Nu ser vi fremad, siger Ten Hag kortfattet.
United er for tiden på træningslejr i Spanien, men før eller siden skal Erik ten Hag møde pressen, hvor han uden tvivl vil blive spurgt uddybende til Ronaldo-situationen og den hårde kritik fra portugiseren.
I de kommende dage spiller Manchester United testkampe mod Cadiz og Real Betis.
Næste gældende kamp er i Carabao Cuppen mod Burnley den 21. december.
Ingen kommentarer
I øjeblikket er der ingen kommentarer til denne artikel. Vær de første til at kommentere.
Skriv kommentar