6/5 2021

EfB-midt før SIF: Kan roligt kalde det en finale

Esbjergs Simon Bækgård er ikke bleg for at kalde torsdagens kamp mod Silkeborg for en finale, hvor uafgjort ikke kan bruges til det store i kampen om oprykning.

Esbjergs Simon Bækgård er ikke bleg for at kalde torsdagens kamp mod Silkeborg for en finale, hvor uafgjort ikke kan bruges til det store i kampen om oprykning.

Syv point er Esbjerg efter Silkeborg på andenpladsen, der giver oprykning til 3F Superligaen, inden de to hold mødes torsdag aften i den femtesidste spillerunde. 

Derfor er Esbjergs Simon Bækgård heller ikke i tvivl om betydningen af det indbyrdes opgør, da bold.dk fanger ham forud for kampen. 

- Vi kan roligt kalde det en finale for vores vedkommende. Jeg synes, der er en god mavefornemmelse i truppen. I den seneste kamp havde vi et godt tag på dem, og vi var rigtigt skuffet over, at vi ikke fik mere med. Så efter den seneste kamp synes jeg fornemmelsen er god. 

Det seneste opgør mellem de to hold endte 1-1, men det er ikke kun de gode takter herfra, der giver grobund for optimisme i Esbjerg-lejren.

- Nu har jeg også set lidt af deres seneste kampe, og uden jeg skal jogge dem for meget over tæerne, så synes jeg ikke, det har været det samme Silkeborg-hold, som jeg så for nogle kampe siden – selvom de selvfølgelig har fået resultaterne og ikke lukket så mange mål ind.

- Jeg tror helt sikkert, hvis vi kan skræmme dem lidt, så kan de måske få lidt gummiben i de sidste kampe, fortæller Simon Bækgård.

Han erkender, at Silkeborgs 'gummiben' helst skal starte torsdag aften. Vinder Esbjerg ikke her, så er oprykningen væk. 

- Så er vi ti point efter dem med fire kampe igen. Så ved jeg godt, at det matematisk kan lade sig gøre, men det vil blive umenneskeligt hårdt at skulle hente. 

Derfor vil man også se Bækgård og co. gå benhårdt efter sejren, hvis kampen står lige mod slutningen af kampen. 

- Selvom vi skulle gå hen og spille uafgjort, så er der stadig syv point at hente med fire kampe tilbage og en målscorer, der også er til deres fordel. Så jeg tror helt sikkert, vi vil gå efter tre point. Der er ikke så meget andet, vi kan bruge. 

'Er blevet spillet ud af brættet': Skal ramme dem på fysik og kontraer

Inden det seneste indbyrdes opgør mellem de to oprykningskandidater, der som nævnt endte 1-1, havde Silkeborg vundet de to foregående kampe i 1. divisionen. 

Derfor var det også mentalt vigtigt at få vasket de to nederlag væk. 

- Det er meget vigtigt for os. Især fordi vi i nogle af de andre kampe mod dem er blevet spillet ud af brættet, og de perioder var der slet ikke i den seneste kamp. Der var lige en enkelt sekvens, som de ender med at score på, hvor vi ser lidt langsomme og dumme ud, men ellers synes jeg, det var en god holdindsats.

- Vi fik også straffet dem med den fysik, som vi kommer med, og som vi ved, at de ikke har lige så meget af, forklarer Simon Bækgård til bold.dk og uddyber:

- Det er helt sikkert noget af det, vi kan ramme dem med. Når man sammenligner de to hold, så synes jeg helt klart, at vi har mere fysik. Vi ved så også, at de er gode på bolden, når de får tiden og pladsen til det. Så det handler også om at kunne lukke de små områder ned, især i den centrale del af banen. 

Det er især vigtigt i bestræbelserne på at lukke for Silkeborgs dygtige boldspillere, hvor særligt anføreren Magnus Mattsson tiltrækker sig opmærksomhed.

- De har jo Mattsson, der gør det ret godt. Så ham skal vi også holde lidt øje med. 

Esbjerg-lejren ser dog også muligheder i at udnytte Silkeborgs boldbesiddende spillestil til egen fordel ved at ramme dem på kontraer. 

- I og med at de også er offensive i deres tilgang, hvor de er gode på bolden, kan vi forhåbentlig fange dem ude af position, når vi erobrer bolden. Så det handler om for os at være klar til at køre nogle kontraangreb, som vi også ved, at vi er gode til. Det tror jeg også bliver et vigtigt element for os.

- Vi skal også være gode til at holde fast i kuglen, så vi ikke skal løbe rundt hele kampen og forsvare. Selvom det er et underlag, som de normalt er gode på, så skal vi også ud at vise, at vi også godt kan spille fodbold, så vi ikke bare stiller os ned og spiller kontra.

- Jeg tror, det er lidt lige meget, om vi står højt, mellemhøjt eller lavt. Det vigtige er, at vi er kompakte. Vi skal gøre rummene små, og så er det lige meget, om vi står højt eller lavt, siger Simon Bækgård til bold.dk.

Han har i denne sæson spillet 28 kampe for Esbjerg, hvor det er blevet til en enkelt scoring og et oplæg til mål.

I februar forlængede han sin kontrakt, så den løber til sommeren 2022.

Læs også

EfB-træner: Burde have slået Silkeborg sidst

EfB-fans jagtede sportsdirektøren: Skuffende

EfB-chef: Bækgård belønnet for indsats

EfB binder 21-årig midtbanespiller til 2022

2 kommentarer

Gå til forum

Seneste nyheder

0