26/7 2021

DS-klub hapser dansk spiller i tysk fodbold

Mathias Maibøll Andersen skal fremover spille for Danmarksserie-mandskabet FC Sydvest 05 Tønder efter et ophold i tyske SC Weiche Flensburg 08. 

Mathias Maibøll Andersen skal fremover spille for Danmarksserie-mandskabet FC Sydvest 05 Tønder efter et ophold i tyske SC Weiche Flensburg 08. 

FC Sydvest 05 Tønder er rykket ned i Danmarksserien, og i den kommende sæson skal den sønderjyske klub derfor forsøge at spille sig op i 3. division. Til den mission har mandskabet hentet en offensiv forstærkning med erfaring fra udlandet.

23-årige Mathias Maibøll Andersen, der senest har været i tyske SC Weiche Flensburg i Regionalliga Nord, drager nemlig hjem til dansk fodbold, da midtbanespilleren har valgt at skifte til FC Sydvest 05 Tønder. 

Andersen siger til LigaBold.dk, at han synes, at det lyder som et spændende projekt i FC Sydvest 05 Tønder.

- Jeg har valgt at tage FC Sydvest, da det var der, hvor jeg kunne spille på højest mulige niveau i forhold til min vurdering, hvis jeg skulle tilbage til Danmark. Jeg bor jo i Sønderborg, så der var også nogle klubber i nærheden, men det var der, hvor jeg kunne spille på højest mulige niveau inden for en afstand, der passede.

- Jeg synes, at det lyder spændende i FC Sydvest 05 Tønder, og jeg har ret mange kammerater, der spiller derovre, og de har talt godt om det, og så ved jeg, at ambitionerne er der for 3. division. Det er også mit klare mål og har ambitioner om at komme op i 3. division, siger Mathias Maibøll Andersen til LigaBold.dk.

Den 23-årige dansker siger, at han havde mulighed for at blive i tysk fodbold på Regionalliga-niveau, men her ville spilletiden nok have været begrænset. Han har derfor vægtet spilletid som det vigtigste, og derfor drager han nu til den sønderjyske klub.

Lært meget i Tyskland

At have været i tysk fodbold har givet Mathias Maibøll Andersen meget som menneske og spiller, og han har specielt været imponeret over tyskernes mentalitet.

- Kulturen var over mine forventninger, men jeg vidste godt, at fodbolden og interessen var større i Tyskland end i Danmark. Jeg ved, at der kommer 1.500 til 2.000 på stadion til en fjerdeliga-kamp. Mentaliteten, når man trænede dernede, vi var 25-26 i truppen, og alle mødte talstærkt op hver gang, selvom det var fjerdeliga. Det var professionelt på et tidlige stadie.

Opholdet i Tyskland, hvor det blot blev til ét opgør i Schleswig-Holstein-pokalturneringen for førsteholdet og tre kampe på klubbens andethold i den seneste sæson, har ikke skræmt danskeren angående et nyt udlandsophold på sigt. Det skal dog være en klub, hvor han kan leve af det på fuldtid, hvis der skal blive en realitet.

- Det har da givet noget blod på tanden, men jeg er også der med min karriere ved siden af, jeg arbejder som revisor, at jeg bygger sådan på, at tiden også er en faktor. Det skal være noget, hvor jeg går den vej, og så lægger jeg revisor-jobbet på hylden, og så er det fodboldens vej, som jeg går.

- Det kunne jeg i Flensborg, hvor det ikke var længere end 45 minutter til én time væk, så kunne jeg godt få det til at passe med fem gange træning om ugen og en kamp i weekenden, men det er klart, at hvis jeg ikke kan leve af det, uden at jeg skal have et arbejde ved siden af, så vil det nok begrænse mig og ikke være interessant.

- Tysk fodboldkultur har virkelig imponeret mig i forhold til den opbakning, som der er med hensyn til tilskuere og hele vejen rundt. Det er helt andet setup. Jeg synes, at jeg har udviklet mig både personligt og som spiller, siger Andersen og tilføjer, at han arbejdede på fuldtid som revisor ved siden af tilværelsen i tysk fodbold.

Store forventninger

Nu venter der en tilværelse i Danmarksserien, og Andersen ser sig selv som en 'drible- og pasningsstærk'-spiller med et godt løbepensum, hvor fysikken er den helt store. Den nye Danmarksserie-spiller siger, at han forventer, at FC Sydvest 05 Tønder kommer til at spille med om de sjove pladser i Danmarksserien Pulje 3.

- Jeg går ind med nogle forventninger om, at vi skal ligge med i toppen, det er min klare forventning, og det synes jeg også, at man skal have som nedrykker, og det fornemmer jeg også, at klubben lægger op til. 

- Nu er klubben rykket ned, og det er i hvert fald den klare forventning om, at klubben skal tilbage i divisionerne. Nu har jeg spillet noget Danmarksserie-fodbold før i FC Sønderborg, så jeg ved, hvordan det passer i Danmarksserien med hensyn til niveauet, men jeg håber også på, at klubben lægger op til, at vi skal højere op, og det fornemmer jeg også, siger Mathias Maibøll Andersen til LigaBold.dk.

FC Sydvest 05 Tønder er endt i pulje med B 1909, B1913, Hedensted IF, Marienlyst, OKS, S.f.B.-Oure FB, Tarup/Paarup IF, Varde og Aarhus Fremad, hvor nummer ét i puljen rykker op i 3. division.

I det første opgør i Danmarksserien møder FC Sydvest 05 Tønder B1913 fredag 6. august klokken 18.45 i Tønder.

Artiklen er bragt i samarbejde med LigaBold.dk

Læs også

DS-hold mister profil: Godt skifte til Færøerne

Ingen kommentarer

I øjeblikket er der ingen kommentarer til denne artikel. Vær de første til at kommentere.

Skriv kommentar

Seneste nyheder

0