6/6 2020

Delaney og co. holdt liv i spinkelt guldhåb

Thomas Delaney spillede fuld tid, da Dortmund lørdag slog Hertha Berlin med 1-0 og dermed reducerede Bayern Münchens forspring til syv point med fire kampe igen.

Thomas Delaney spillede fuld tid, da Dortmund lørdag slog Hertha Berlin med 1-0 og dermed reducerede Bayern Münchens forspring til syv point med fire kampe igen.

Bundesliga

30. runde
FT

DOR

1 - 0

HBE

58'
1 0
Emre Can
Mål

Med Bayern Münchens 4-2-sejr tidligere lørdag var Dortmund tvunget til at slå Hertha Berlin lørdag aften, hvis drømmen om at hente førerholdet skulle holdes i live.

Thomas Delaney var endnu en gang i Lucien Favres startopstilling, hvilket danskeren har været i samtlige Dortmund-kampe siden Bundesligaens genstart.

Dortmund rundbarberede Paderborn med 6-1 i seneste runde, men første halvleg mod Hertha Berlin blev alt andet end et festfyrværkeri.

Thorgan Hazard noterede sig for en fin mulighed midtvejs i første halvleg, da han fik plads bagest i Hertha-feltet, men belgieren manglede præcision i sin afslutning.

Begge hold havde svært ved at få spillet til at flyde og skabe store muligheder, og derfor var det fortsat 0-0 på lystavlen, da dommeren blæste af efter 45 chancefattige minutter.

To minutter inde i anden halvleg modtog Thomas Delaney bolden i en god position foran Hertha-feltet, men den afgørende aflevering fra danskeren manglede kvalitet, så chancen løb ud i sandet for Dortmund.

Hjemmeholdet kom bedst ud fra halvlegen, og efter 51 minutter burde Jadon Sancho have sparket bolden i nettet til 1-0.

Et godt Dortmund-angreb endte for fødderne af Thorgan Hazard, der uselvisk sendte bolden ind foran til Sancho, men englænderen styrede bolden forbi mål fra få meters afstand.

Forløsningen kom dog for Dortmund kort efter, da Julian Brandt headede bolden til rette for Emre Can, der køligt krøllede bolden i mål ved fjerneste stolpe – 1-0 til Dortmund.

I kampens afslutning følte Emre Can sig snydt for et straffespark, da han mente, at Dedryck Boyata ramte bolden med armen i feltet, men dommeren vinkede afvisende i situationen.

Hertha formåede aldrig at passere Roman Bürki i Dortmund-målet, og derfor kan Thomas Delaney og co. glæde sig over tre point, der er med til at bevare en ellers meget begrænset spænding i mesterskabskampen.

Bayern München er syv point foran Dortmund med fire kampe tilbage i sæsonen.

2 kommentarer

Gå til forum

Seneste nyheder

0