3F Superliga
16/5 2022 10:43David Nielsen reagerede på tilråb fra AGF-fan
David Nielsen reagerede på én persons tilråb inden kampen mod Viborg, men ellers oplevede AGF-træneren sin interaktion med fansene som ganske normalt.
David Nielsen reagerede på én persons tilråb inden kampen mod Viborg, men ellers oplevede AGF-træneren sin interaktion med fansene som ganske normalt.
AGF-fans viste deres utilfredshed med klubbens situation i forbindelse med kampen mod Viborg søndag.
I første halvleg blev der lavet et stemningsboykot, ligesom de aarhusianske fans før kampen viste to bannere med teksten 'konsekvenser nu' og 'trøjen forpligter'.
Inden opgøret gik David Nielsen traditionen tro ned til de medrejsende AGF-fans og klappede. Cheftræneren skulle til at løbe tilbage, men én persons tilråb fik ham til at vende om.
- Jeg gik ned til fansene, som jeg altid gør, og de gjorde, som de altid gør. Så var der én fyr, der råbte et eller andet, og det var ham, jeg reagerede på, fortæller David Nielsen i mixed zone efter kampen.
Hvad råbte han?
- Ja, det skal jeg så ikke sige.
De kastede heller ikke sten
David Nielsen blev før Viborg-kampen ikke hyldet helt på samme måde, som han normalt gør før en kamp, da visse fans valgte ikke at råbe hans navn.
- Det var der nogle dernede, der ikke gjorde, men det gjorde alle dem oppe bagved. Jeg gjorde, som jeg altid gjorde. Det er fint, siger David Nielsen.
- Hvis de ikke gjorde det, er det også fint nok. Så er det første gang, at det er sket, og det kommer nu til allersidst, hvor vi har spillet og ikke vundet i 13 kampe. Det er da naturligt. De kaster jo heller ikke sten efter mig.
- Det er derfor, der er fans. Hvilken person er det, man vil tillægge vores dårlige sæson? Det er helt uproblematisk for mig, siger David Nielsen.
Helt vildt
AGF ligger kun tre point over stregen, men David Nielsen pointerer, hvor god opbakningen har været trods de jammerlige resultater.
Han afviser, at der er ved at komme en kløft mellem fansene og klubben.
- Nej, det er der ikke. Fansene er utilfredse, men vi er alle sammen utilfredse med vores sæson. Det er helt naturligt. Det er vi alle sammen sammen om.
- Det er jo helt vildt, at vores fans har været bag os hele sæsonen. Det er først nu, der kommer en reaktion. Jeg synes, det er fantastisk opbakning, og det er det, det handler om. Det er det, der er vigtigt.
- Vi har ikke haft ret mange problemer. Vi har ikke haft noget spillerkonfrontationer med fans eller noget. De har bakket os op og været der hele sæsonen. Min besked til dem var, hvor vigtige de er, siger David Nielsen.
Cheftræneren reagerede efter kampen også på rygtet om, at AGF angiveligt har været i dialog omkring Brian Priske som mulig afløser.
6 kommentarer