Colding i Kasi-karrusellen: Bomben sprang

Hvad blev der af dem? bold.dk's berømte og berygtede julekalender handler i år om Superliga-legender, deres fodboldliv og især tiden efter karrieren. I dag gælder det det Brøndby-ikonet Søren Colding.

Hvad blev der af dem? bold.dk's berømte og berygtede julekalender handler i år om Superliga-legender, deres fodboldliv og især tiden efter karrieren. I dag gælder det det Brøndby-ikonet Søren Colding.

Vi skal tilbage til 2008. Brøndby-ikonet Søren Colding har stoppet sin aktive fodboldkarriere og er blevet ansat i sponsorafdelingen i sin hjerteklub fra den københavnske vestegn.

Han er blandt de ansvarlige for, at Brøndby har fået Jesper Nielsen og Kasi Group til at indgå det største sponsorat i dansk fodboldhistorie.

Søren Colding og Jesper Nielsen er i jævnligt kontakt, og de har fået et godt forhold til hinanden. En dag tikker en mail ind i Coldings indbakke. Jesper Nielsen vil finde en mand, der kan sikre, at han får det optimale ud af sit kæmpemæssige sponsorat i Brøndby.

Beskeden er, at Colding må sige til, hvis han kender en, der taler tysk, og som kender til sponsorater, fodbold og sport i al almindelighed – i både Danmark og Tyskland.

Det tricker noget Colding, som har spillet en stor del af sin karriere i Bochum syd for grænsen. Beskrivelsen passer påfaldende godt på ham selv, så han tænker lidt over det og griber så chancen.

I en mail skriver han tilbage, at han har fundet én, der passer perfekt på beskrivelsen. 'Super, så sæt et møde op med ham,' var tilbagemeldingen. 'Det bliver ikke svært, for det er mig selv,' svarede Søren Colding tilbage.

Jesper Nielsen starter med at være lidt betænkelig ved, hvad Brøndby mon vil sige til det, men efter samtaler med Per Bjerregaard og Ole Palmå i Brøndby-lejren, falder en aftale på plads.

Søren Colding skifter side og bliver ansvarlig for det hovedsponsorat, han selv har været med til at sælge – og pludselig er et vedvarende, nært og turbulent forhold indledt mellem Colding og Nielsen.

Er Brøndby dybt taknemmelig
Søren Coldings karriere efter karrieren startede i 2006. Efter mange år som stort navn i Brøndby og Bochum og med 27 landskampe på CV'et er det nok.

En forlængelse af karrieren var dog ikke udelukket undervejs i overvejelserne.

- Bochum var tilbage på rette sted i Bundesligaen, og det var fedt at være med til at aflevere dem der. Jeg kunne godt være blevet i klubben som enten spiller eller i en anden rolle, men jeg havde en familie, der rigtig gerne ville hjem til Danmark, siger Søren Colding til bold.dk.

Hjemme i Danmark var der én bestemt destination, der var oplagt at søge mod. Søren Colding havde holdt sine hoser grønne hos Brøndby-bossen over dem alle, Per Bjerregaard. Da tankerne om at vende hjem tog fart, slog de to herrer pjalterne sammen.

Snakken gik på, om Colding skulle spille for Brøndby, men han havde det rigtig godt med at stoppe på toppen, inden fodboldevnerne dykkede helt i afgrunden.

- Per kom med et fantastisk tilbud, som jeg stadig er utrolig taknemmelig over. Jeg fik selv lov at bestemme, hvilken retning jeg ville i.

- Så jeg blev hjælpetræner for Tom Køhlert på U21-holdet, som spillede i 2. division, og så fik jeg samtidig arbejde under Ole Palmå i sponsorafdelingen. På den måde fik jeg mulighed for at finde ud af, hvad der motiverede mig, og hvor jeg kunne være med til at gøre en forskel.

- Det var en helt utrolig god mulighed, og jeg er stadig Brøndby og Per dybt taknemmelig, siger Søren Colding.

Brøndby var netop blevet færdig med Michael Laudrup-æraen, og hollandske René Meulensteen var blevet ansat som træner. Han blev dog hurtigt sparket på porten, og så fik Søren Colding pludselig travlt – for som sædvanlig var det Tom Køhlert, der trådte til og slukkede branden på førsteholdet.

- Pludselig greb det lidt mere om sig, end jeg havde regnet med. Jeg brugte sindssygt meget tid på det, og det blev en udfordring for mig, for hvis jeg gør noget, så vil jeg gerne gøre det 100 procent.

- Jeg syntes, det var fedt at være træner, men det var altså også enormt spændende at være i sponsorafdelingen. Det tiltrak mig lidt mere end trænerrollen. Hvis jeg skulle være træner, skulle det være på 100 procent, og det lå ikke i kortene, så jeg valgte at koncentrere mig om mit arbejde i sponsorafdelingen.

- Man kan altid spekulere i, om jeg så valgte rigtigt – men jeg synes i hvert fald, jeg har haft en utrolig spændende tilværelse, siger Søren Colding.

Artiklen fortsætter under billedet

Det var ikke altid lige spændende at gå til fodbold i Brøndby. Foto: Per Kjærbye, fodboldbilleder.dk.

Mødet med Kasi-Jesper
Søren Colding gik på fuld tid i Brøndbys sponsorafdeling, og der var nok at se til. Codan meddelte i sommeren 2007 sin beslutning om at stoppe som hovedsponsor det efterfølgende år.

Dermed var en æra med Codan på Brøndby-trøjen slut efter et samarbejde, der strakte sig 16 år tilbage. En ny og knap så lang æra skulle til at begynde – med smykkemillionæren Jesper Nielsen i spidsen.

Jesper Nielsen havde i sin virksomhed Kasi Group retten til at sælge Pandora-smykker i Tyskland, Schweiz og Østrig.

- Jeg lærte Jesper at kende, da han og familien havde alle deres sælgere fra de tysktalende lande på besøg i Danmark. De skulle ind og se fodbold på Brøndby Stadion, og de havde brug for en, der kunne forklare, hvad det egentlig var for noget, de skulle ind at se.

- De ringede til klubben og spurgte, om der var en, der kunne tale tysk, og det kunne jeg tilfældigvis, så jeg tog over og holdt et oplæg. Det var min første kontakt med Jesper og familien.

- Stille og roligt udviklede vi et venskab og et kendskab, og da Jesper ville høre mere om hovedsponsoratet, var det Ole Palmå og mig, der tog snakken med Jesper og familien og overbeviste dem om at blive hovedsponsor i Brøndby.

- På det tidspunkt var familien en relativt lille sponsor i klubben, men de var gode til at sælge Pandora-smykker i Tyskland, Schweiz og Østrig, så de kunne se muligheder i at opgradere sponsoratet i Brøndby.

- De ville gerne skabe og et mere kendt navn i Danmark, fordi de ville tiltrække arbejdskraft og flere danske brands til foretagendet, så de kunne sælge flere produkter i Tyskland. Det var den primære årsag til, at de ville være hovedsponsor i Brøndby, siger Søren Colding.

Artiklen fortsætter under billedet

Jesper Nielsen præsenterer sit sponsorat i Brøndby. Foto: Getty Images.

Farvel til Brøndby
Kasi Group gik i 2008 ind i Brøndby med lovning om 200 millioner kroner over de efterfølgende fem år, og da Jesper Nielsen ville have det optimale ud af sit sponsorat, hyrede han Søren Colding til at stå for det.

Dermed forlod Søren Colding Brøndby og røg over på den anden side af bordet.

- Sponsoratet fungerede enormt godt. Vi havde vores egen loge på stadion, så den skulle fyldes med gæster, og vi fik enormt mange forretningsmuligheder ud af det.

- Der var en masse danskere, der lærte Kasi at kende, og der var mange virksomheder, der havde produkter, som, de mente, kunne gøre sig gældende på det tyske marked. Vi holdt utrolig mange møder i forbindelse med kampene, og vi brugte på den måde sponsoratet utrolig aktivt.

- Jesper og familien fik øjnene op for, hvad det kunne gøre at møde sine forretningsforbindelser i forbindelse med fodboldkampe, og det gav en fantastisk relation til de mennesker. Så det ville vi også have i Tyskland, og det blev min opgave at tage kontakt til tyske fodboldklubber, siger Colding.

Over en periode sørgede Søren Colding for, at Kasi Group fik loger i Bayern München, Hamburger SV og Schalke 04, og her var historien den samme – mappen med forretningsforbindelser voksede og voksede.

Blandt de nye bekendte var Familien Hopp med Dietmar Hopp i spidsen. Han er grundlægger af den kæmpemæssige IT-virksomhed SAP og er i dag ejer af Bundesliga-klubben Hoffenheim.

Han havde også brugt penge på at bygge en stor indendørs arena i Mannheim, hvor håndboldklubben Rhein-Neckar Löwen fik hjemsted. Jesper Nielsen bed på krogen og blev ejer af håndboldklubben, som siden er blevet en af de bedste i verden.

Artiklen fortsætter under billedet.

Søren Colding var i en periode direktør i håndboldklubben AG København. Foto: Getty Images.

Smag for håndbolden
Søren Colding havde viet den første del af sit liv til fodbold, og med sponsoratet i Brøndby var han stadig involveret – men det skulle ændre sig. Stille og roligt blev det til mere håndbold end fodbold.

I slutningen af 2009 besluttede Jesper Nielsen at trække sig fra sit sponsorat i Brøndby, og så begyndte han at fokusere på håndbolden.

- Jesper har selv spillet håndbold i Glostrup, og pludselig kom der nogle folk fra klubben og spurgte, om vi ikke ville være sponsor der. Det ville vi gerne, og vi startede på et meget lavt niveau.

- Jesper bad mig at kigge lidt mere på det, fordi han gerne ville forsøge at gøre det endnu mere professionelt og forsøge at skabe en sponsorkreds, som vi også var en del af i Brøndby. Målet blev pludselig at få et hold op i den bedste række i Danmark, siger Søren Colding.

Ambitionerne var hurtigt enorme, og i løbet af få sæsoner rykkede klubben, som kom til at hedde AG København, op i den bedste række – og det gav anledning til et samarbejde med FC København.

- Lige da vi var på vej op i ligaen, spillede vi pokalkamp mod FCK Håndbold. Derigennem lærte vi Flemming Østergaard at kende, og i FCK ville de til at lukke deres håndboldklub ned, så de ville høre, om det ikke var noget for os at overtage deres klub.

- Det var mega-interessant, for de havde nogle sindssygt dygtige spillere, så jeg gik i gang med at forhandle med Flemming og Dan Hammer, og det var meget tys-tys og morgenmøder inde i Parken i starten.

- Efter noget tid fandt vi en løsning, og så overtog vi en del af FCK's spillere. Det var startskuddet til, at vi kunne lave en ambition om at bygge verdens bedste håndboldhold, siger Colding.

Artiklen fortsætter under billedet.

En Brøndby-mand og en FCK-mand trykker hånd om et håndboldhold. Foto: Getty Images.

Alkohol og store planer
Allerede i sin første sæson i landets bedste række styrede AG København mod det danske mesterskab, og det fik ledelsen til at drømme store drømme.

- Vi ville gerne gøre AG København kendt i hele Danmark, men selvfølgelig også i resten af verden, så vi spekulerede lidt over, hvordan i alverden man kunne gøre det.

- Indimellem havde vi nogle seminarer med ledergruppen i håndboldklubben. Vi rejste rundt og så, hvordan man skabte sportsoplevelser i resten af verden. En af gangene var vi på Mallorca, og jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at der ikke røg en hel del alkohol indenbords på den tur.

- Vi kom til at tale om, hvor pokker vi skulle spille finale, hvis vi nåede så langt. Vi spillede på det tidspunkt i Ballerup Super Arena og Brøndby Hallen, men det måtte kunne gøres større.

- Jeg skal ikke afvise, at der var kommet rigtig meget alkohol ind, da der var en, der kom med forslaget om at spille på Brøndby Stadion. Det kunne vi selvfølgelig ikke, for hvad hvis det begyndte at regne? Men Parken havde tag på.

- Da vi vågnede dagen efter og kiggede på de store papirer, så stod der sgu noget med en finale inde i Parken. Den var sgu god nok. Så vi arbejdede på det og havde en fremragende dialog med Parken og skabte den kamp om DM-titlen inde i Parken. Det var helt vanvittigt, siger Colding.

I 2011 spillede AG København mesterskabet i hus foran 36.651 tilskuere, og året efter spillede klubben Champions League-semfinale mod Barcelona foran 21.293 tilskuere.

Artiklen fortsætter under billedet

Søren Colding og Jesper Nielsen holdt håndboldfest i Parken. Foto: Getty Images.

Højt at flyve, dybt at falde
På få år var Jesper Nielsen med stor opbakning fra Søren Colding gået fra at være totalt ukendt til at være en af de mest omtalte mennesker på den hjemlige sports- og erhvervsscene – men det fik en brat afslutning.

Et par år inde i årtiet åbnede Skat to sager mod Jesper Nielsen. Han og familiens konti blev indefrosset, og håndboldklubben blev lukket - og fordi Søren Colding havde fundet sammen med Jesper Nielsens søster, Annette, blev han pludselig også berørt af situationen.

Skattesagerne fortsatte i flere år, og den sidste blev først afgjort i 2018 – til Jesper Nielsens fordel. 

- Det var ligesom at få sprængt en atombombe lige ned midt i familien. Alt blev bare udslettet omkring os, siger Colding, som forklarer, at han og Annette ikke er gift, og han blev derfor ikke ramt lige så hårdt som resten af familien.

- Alle deres kreditkort var indefrosset, der var ingen penge til at gøre noget som helst, og Jesper blev udråbt som kriminel på avisforsiderne. Derfra skulle vi starte med at kæmpe, og det er ret voldsomt. Men gudskelov er der et meget stærkt sammenhold i familien.

- I de seneste syv år har det været en daglig kamp for at overleve med de skattesager hængende over hovedet.

- Det har været enormt hårdt. Sindssygt hårdt. Det er meget svært at beskrive. Jeg har kunnet bruge mine erfaringer fra fodboldverdenen, hvor det altid handler om at kæmpe videre og ikke give op, selvom det ser meget, meget sort ud.

- Uanset hvad der har stået i aviserne, så kender vi sandheden og arbejder videre. Vi ved, vi ikke har snydt nogen og gjort noget ulovligt. Det har været hårdt, men vi har været nødt til at kæmpe videre. Nu begynder det heldigvis at lysne, siger Søren Colding.

Søren Colding blev direktør i HB Køge, da AG København gik rabundus. Der blev han kun i et år, inden Jesper Nielsen igen hev ham ind i familieforetagendet.

Jesper Nielsen har i de seneste år drevet smykkevirksomheden Amazing Jewelry, hvor Colding i dag Retail Director, og han trives fortsat i familien Nielsen.

- Jeg har det rigtig godt. Man skal ikke have ondt af os. Vi knokler på og er ovenpå, og vi har rigeligt at se til, siger Søren Colding.

Artiklen fortsætter under billedet

Søren Colding var og er et stort navn i Brøndby-regi. Foto: Getty Images.

Fodboldkarrieren
Nu skal det selvfølgelig heller ikke handle om håndbold og pengesager, det hele. Søren Colding var jo først og fremmest fodboldspiller, og hans karriere startede i BK Frem, hvor han var en del af det unge kuld, der i 1992 hentede bronzemedaljer til kultklubben.

I den sæson spillede han to kampe – blandt andet den i sidste runde mod Brøndby, hvor bronzemedaljerne blev sikret. Ole Mørk var træner, og det var afgørende for Colding.

- Det var utrolig positivt at være i Frem. Det var en perfekt overgang til at blive senior. Niveauet var ikke kæmpestort, for Ole gjorde det muligt ved at tage nogle unge ind og lade dem arbejde sig ind på et hold, som havde et fantastisk sammenhold.

- Kampen mod Brøndby, hvorfra flere spillere senere det år blev Europamestre, var med til at åbne mine øjne for, at det måske faktisk kunne lade sig gøre at drive fodbolden til noget. Jeg viste, at jeg kunne være med på øverste niveau, og hvis jeg knoklede, så ville nogle af mine drømme gå i opfyldelse, siger Colding, som drømte om at spille på landsholdet og i tysk fodbold.

Næste skridt blev taget i 1994, da han rykkede til Brøndby sammen med en række af Frems øvrige profiler.

- Jeg startede på U23-holdet under Tom Køhlert, mens jeg gjorde min uddannelse færdig. Så jeg havde et halvt år til at bevise, at jeg var god nok til at rykke op i førsteholdstruppen, når jeg var færdig med min uddannelse.

- Det andethold var sindssygt stærkt og megasjovt at være på. Tom var en fantastisk træner for os unge gutter, som var fremadstormende og ville en hel masse. Vi havde blandt andre Sand-brødrene, Per Nielsen, Anders Bjerregaard, Kim Daugaard, Ruben Bagger og Allan Ravn på holdet.

Tom Køhlert blev ligesom Ole Mørk altafgørende for Søren Coldings karriere.

- Jeg var primært midtbanespiller på det tidspunkt, men Tom Køhlert kom efter en måneds tid og sagde, at han ville sætte mig ned på backen, for så mente han, at jeg ville komme på landsholdet. Det var lidt langt ude at få at vide, når man løb rundt over i Brøndby-skoven i februar måned.

- Han må jo have set et eller andet, og han fik jo ret, så jeg er utrolig glad for, at han flyttede mig, siger Søren Colding.

Søren Colding var 21 år gammel, da han blev indlemmet i førsteholdstruppen, og der var lidt af en omvæltning.

- Jeg kom ind på et hold med Ole Bjur foran mig og Marc Rieper, Jes Høgh og Kim Vilfort ved siden af mig. Det var ikke så tosset. Der var meget at leve op til, men jeg følte mig guidet og hjulpet enormt godt i hverdagen og til træningerne, siger Søren Colding, som endte med at spille næsten 200 Superliga-kampe for Brøndby, inden han skiftede til Bochum.

Artiklen fortsætter under billedet

Søren Colding havde gode år i Bochum. Her er han sammen med en anden tidligere Brøndby-spiller, Peter Madsen. Foto: Getty Images.

De største oplevelser
Det blev også til mange europæiske kampe. Brøndby blev nemlig danske mestre i alle år fra 1996 til 1998, og i de år, hvor det ikke blev til guld, blev det til sølv.

I 1995 var Brøndby langt i UEFA Cuppen, og her stødte de blågule ind i Liverpool. Den oplevelse sidder dybt i Colding, som var med til at slå kæmpeklubben ud på Anfield.

- Vi sad for nylig på kontoret og talte om Liverpools kamp mod Everton, fordi nogle mine kolleger var derovre, og det eneste, jeg havde at byde ind med, var, at jeg aldrig havde tabt på Anfield, siger Colding og slår et stort grin op.

- Nogle af de der store europæiske sejre var helt vilde. Det gik op for os, at vi kunne slå nogle af de helt store hold i Europa, så de enkeltstående kampe fylder sindssygt meget, når jeg ser tilbage - og så det, at vi vandt mesterskabet tre år i træk. Det er sjældent, det sker, siger han.

Efter mesterskabet i 1998 lykkedes det Brøndby at snige sig med i Champions League, hvor klubben løb ind i en dynamitpulje.

- Da vi sad og fulgte lodtrækningen, sad vi også bare og tænkte, at det var alt for sindssygt, siger Søren Colding.

Bayern München, Barcelona og Manchester United kom op af bowlen, og i den første kamp mod Bayern München i Parken, leverede de blå-gule sensationen.

- Jeg glemmer aldrig, hvor vild en kamp Mogens Krogh spillede. Alt faldt i hak. De scorede selvmål, og Allan Ravn scorede langt, langt udefra, og så vandt vi 2-1 over Bayern München. Efter kampen blev vi spurgt, om vi så gik efter at vinde puljen – vi var jo førstepladsen, siger Colding med et grin.

- Vi tabte så resten af kampene, så det gav sig selv. Men det var en kæmpe, kæmpe oplevelse, når man ser tilbage på det. Når man lige har tabt 0-5 til Manchester United, så er det ikke sjovt, men i dag er det fedt at huske, at man har fået lov til at prøve sådan noget, siger Colding.

Artiklen fortsætter under billedet

Landsholdet til kampen mod Saudi Arabien ved VM i 1998. Foto: Getty Images.

Søren Colding spillede 27 kampe på det danske landshold og var med til VM i 1998 og EM i 2000. Han fremhæver 4-1-sejren over Nigeria i VM's ottendelsfinale og den efterfølgende kvartfinale mod Brasilien som noget af det største i sin karriere.

- Jeg ved godt, jeg ikke var en af de bedste på det hold, men vi havde altså nogle store, store navne, som kunne have fortjent at blive verdensmestre, siger Søren Colding.

For nylig fik han lejlighed til at tale oplevelserne igennem sammen med en række af sine tidligere landsholdskammerater. TV 2 havde samlet en stak tidligere landsholdsspillere, som skulle træne op og spille deres definitivt sidste landskamp – og det blev en stor oplevelse for ham.

- Det der med at mærke stemningen i omklædningsrummet er det, jeg savner allermest. Det der med, at man har oplevet noget sammen, og man så sætter sig i omklædningsrummet bagefter. Det er noget af det allerfedeste ved at spille fodbold.

- Vi kunne sidde og fortælle røverhistorier fra EM og VM, og det har været en kæmpe oplevelse for mig, og jeg håber, seerne kan mærke det, når det løber over skærmen i starten af det nye år, siger Søren Colding.


Søren Colding var en del af den legendariske jubelscene i kampen mod Brasilien. Foto: Getty Images.

12 kommentarer

Gå til forum

Seneste nyheder

Betis-kaptajn blev helt og skurk i Rayo-fest
23:41
Copa del Rey

Betis-kaptajn blev helt og skurk i Rayo-fest

Stor sensation: Miniputter slog Atletico ud
23:29
Copa del Rey

Stor sensation: Miniputter slog Atletico ud

Wolverhampton-boss er glad trods nederlag
23:23
Premier League

Wolverhampton-boss er glad trods nederlag

League One-hold eliminerede Watford-reserver
23:16
FA Cup

League One-hold eliminerede Watford-reserver

Jublende Henderson: Wolves satte os i arbejde
23:16
Premier League

Jublende Henderson: Wolves satte os i arbejde

Firmino hamrede velspillende Wolves i sænk
22:51
Premier League

Firmino hamrede velspillende Wolves i sænk

Stor overraskelse: PSV sparket ud af pokalen
22:37
KNVB Cup

Stor overraskelse: PSV sparket ud af pokalen

Nordmænd jubler over FCM-lejesvend
22:12
International

Nordmænd jubler over FCM-lejesvend

Journalister: Eriksen-handel endelig  på plads
21:50
International

Journalister: Eriksen-handel endelig på plads

Sisto-drømmemål i kæmpe Celta-fiasko
21:31
Copa del Rey

Sisto-drømmemål i kæmpe Celta-fiasko

Napoli-back håber på god modtagelse til Sarri
21:11
Serie A

Napoli-back håber på god modtagelse til Sarri

Northampton-boss hylder Rooney før cup-brag
20:55
FA Cup

Northampton-boss hylder Rooney før cup-brag

Ungt forsvarstalent får prof-kontrakt i VB
20:28
NordicBet Liga

Ungt forsvarstalent får prof-kontrakt i VB

Medier: FCM jagter igen svenske Hiljemark
20:23
International

Medier: FCM jagter igen svenske Hiljemark

Liverpool stiller med alle de tunge drenge
20:12
Premier League

Liverpool stiller med alle de tunge drenge

Skadet Durmisi må stadig sidde over i Nice
19:30
Ligue 1

Skadet Durmisi må stadig sidde over i Nice

Medie: Leicester vil have Jannik Vestergaard
19:09
Premier League

Medie: Leicester vil have Jannik Vestergaard

Kæk Gisdol: Vi stopper Haaland med bussen
19:05
Fodbold

Kæk Gisdol: Vi stopper Haaland med bussen

Leipzig-chef går hårdt til talent med udlængsel
18:53
Bundesliga

Leipzig-chef går hårdt til talent med udlængsel

Erceg kan få uofficiel EfB-debut i Fredericia
18:33
Træningskampe

Erceg kan få uofficiel EfB-debut i Fredericia

Tidligere AC Milan-motor indstiller karrieren
18:27
Serie A

Tidligere AC Milan-motor indstiller karrieren

Medie: Mellemøstlig konflikt holdt Wilczek væk
18:13
Fodbold

Medie: Mellemøstlig konflikt holdt Wilczek væk

Tre profiler misser AGF's testkamp i Farum
18:05
3F Superliga

Tre profiler misser AGF's testkamp i Farum

Juventus-brasser kan se frem til pause
17:59
Serie A

Juventus-brasser kan se frem til pause

FCN-boss forventer stilhed: Vi er dækket ind
17:37
3F Superliga

FCN-boss forventer stilhed: Vi er dækket ind

Genoa køber svensk konkurrent til danskere
17:05
International

Genoa køber svensk konkurrent til danskere

Mikkel Duelund lynede i Kiev-testkamp
16:53
Fodbold

Mikkel Duelund lynede i Kiev-testkamp

Officielt: Inter låner Victor Moses i Chelsea
16:33
International

Officielt: Inter låner Victor Moses i Chelsea

Villa henter engelsk stortalent hjem fra Barca
16:25
Premier League

Villa henter engelsk stortalent hjem fra Barca

Uheldig Bayern-kant endelig tilbage i træning
16:14
Bundesliga

Uheldig Bayern-kant endelig tilbage i træning

PRAKTIKANTEN OVERTOG MEDIERNE
15:56
Fodbold

PRAKTIKANTEN OVERTOG MEDIERNE

Lukas Podolski fortsætter karrieren i Tyrkiet
15:52
Fodbold

Lukas Podolski fortsætter karrieren i Tyrkiet

Portræt af Mikkel M.P.
15:42
Fodbold

Portræt af Mikkel M.P.

Spansk bundprop betaler 75 mio. kr. for kant
15:36
Spanien

Spansk bundprop betaler 75 mio. kr. for kant

Tilbagevendt SE-midt har brækket hånden
15:36
3F Superliga

Tilbagevendt SE-midt har brækket hånden

Status før fredagstest: Vi udnytter tiden godt
15:19
Fodbold

Status før fredagstest: Vi udnytter tiden godt