12/9 2021

Buus lykkedes: Siger ikke 'Haha tag den, OB'

Jacob Buus slog ligesom flere andre først for alvor igennem, efter han forlod OB, og backen glæder sig over at se folk lykkes efter at have mødt modgang.

Jacob Buus slog ligesom flere andre først for alvor igennem, efter han forlod OB, og backen glæder sig over at se folk lykkes efter at have mødt modgang.

Superligaen Nedrykningsspil

32. runde
lørdag 15:00

VB

vs

OB

De senere år har OB vinket farvel til flere spillere, som sidenhen er blomstret op og har taget store skridt i andre klubber.

Det er Mathias Greve, Mikkel Desler, André Rømer og Jacob Buus alle eksempler på.

Sidstnævnte rykkede denne sommer til belgiske Waasland-Beveren efter succesfulde ophold i FC Fredericia og AC Horsens i kølvandet på skiftet væk fra OB i 2018.

24-årige Jacob Buus fortæller i et interview med bold.dk om, hvordan han rejste sig efter at være blevet fundet for let i OB.

- Jeg har ikke brugt det som en motivation, for at jeg personligt skulle komme videre, men jeg vil sige det sådan, at det har helt klart givet mig noget at prøve at blive kasseret.

- Det giver noget hård hud og hår på brystet, at man prøver, at det ikke bare altid går mega godt, og at man også nogle gange må kigge indad og tænke, hvad man så kan gøre for at ændre på det.

- Det har da lidt være en motivation at sige til mig selv, at hvis der er nogen, der ikke tror på mig, skal jeg bare vise, at det kan jeg godt. Det har ikke været mod OB som sådan, men bare generelt med dem, man møder i sit liv, som ikke nødvendigvis tror på én. Der kan jeg godt lide at modbevise, så det er bare megafedt, at det nu er lykkedes at komme til udlandet.

- Det er ikke sådan, at jeg sidder og siger 'Haha, så kan I tage den' til OB, for jeg kan stadig pissegodt lide klubben. Jeg synes bare, det er lidt sjovt, at man kan gøre det, og det er også fedt at se andre tidligere OB-spillere, som heller ikke helt fik samme chance i OB, men også blomstrer helt vildt nu.

- Der er Mikkel Desler, Mathias Greve og flere andre, og det er også bare fedt at se, at folk rejser sig og får personlig succes alligevel, siger Jacob Buus til bold.dk.

Sigter efter højst mulige hylde

Waasland-Beveren rykkede i sidste sæson ud af den bedste række i Belgien, og selvom Jacob Buus hidtil er meget tilfreds med sit skifte, håber han på, at det er et skridt på vejen mod noget større.

- Det er 100 procent planen. Planen er, at vi først og fremmest skal rykke op, hvilket kræver, at vi alle spiller en god sæson, og så vil jeg gerne teste mig af i den bedste belgiske række. Det er lidt ligesom formålet med skiftet at prøve mig af i den bedste række hernede og spille mod nogle af de helt store hold.

- Jeg vil se, hvor god jeg kan blive, og det er klart, at jeg har også nogle personlige ambitioner og et individuelt mål, hvor jeg altid vil stræbe efter at blive bedre og skifte til en endnu højere hylde. Jeg vil aldrig være tilfreds, der hvor jeg er. Det kan jeg være, når jeg skriver min sidste kontrakt et eller andet sted, men indtil da vil jeg altid presse mig selv og se, om jeg kan få mere ud af det.

- Det er også ambitionen og målet med det her, men samtidig vil jeg også sige, at jeg også vil nyde, at det nu endelig er lykkedes for mig at komme ud og prøve det af. Det er helt klart målet at prøve at komme videre en dag, men samtidig vil jeg også nyde, at jeg er kommet hertil.

- Det er ikke sådan, at jeg står og tænker, at nu skal jeg skifte igen næste sommer. Jeg har skrevet en toårig aftale med option på et år mere, og jeg kan sagtens se mig selv spille tre år her og så se, hvad det bliver til, siger Jacob Buus.

Waasland-Beveren spiller søndag aften hjemme mod Westerlo og kan med en sejr overtage førstepladsen i den næstbedste række i Belgien.

Læs også

Buus nyder udlandet: Ikke forventet den pakke

7 kommentarer

Gå til forum

Seneste nyheder

0