23/1 2022

Burkina Faso videre efter straffe-drama

Burkina Faso er videre i AFCON efter en vanvittig straffesparkskonkurrence i kampen mod Gabon. Den ordinære kamp endte 1-1, og i  kvartfinalen skal Burkina Faso møde vinderen af Nigeria - Tunesien. 

Burkina Faso er videre i AFCON efter en vanvittig straffesparkskonkurrence i kampen mod Gabon. Den ordinære kamp endte 1-1, og i  kvartfinalen skal Burkina Faso møde vinderen af Nigeria - Tunesien. 

I AFCON's første 1/8-finale tog Burkina Faso imod Gabon.

Burkina Faso kom bedst fra start i kampen, og efter 18 minutter fik de tildelt straffespark. Gabons Sidney Obissa nedlagde backen Issa Kabore med en grov tackling, og Burkina Faso-stjernen Bertrand Traore skulle forsøge sig fra pletten. Sparket blev dog braget på overliggeren, og Gabon kunne dermed slippe med skrækken for denne gang.

Ti minutter efter gik det dog galt for Gabon. Traore ville revancere sit brændte straffe, og han kunne lukrere på en fremragende kontra. En lækker ydersideaflevering førte til frit løb for Traore ned mod Jean-Noel Amonomes mål, og Traore kunne sikkert sparke bolden forbi målmanden til resultatet 1-0 til Burkina Faso.

Gabon kom dog bedre med et målet, og efter 42 minutter lykkedes det dem også at score. Aaron Boupendza fik en lang aflevering, tog et skarpt træk og sendte bolden ind bag Burkina Faso-keeper Herve Koffi. Boupendza blev dog efter et VAR-gennemsyn dømt offside, og han kunne dermed se sit hold gå til pause bagud 0-1.

Gabon kom ud til anden halvleg med flere udskiftninger, og de var opsatte på at spille sig tilbage kampen. Lige lidt hjalp det dog.

Efter 67 minutter skulle Sidney Obissa endnu engang komme i vælten. Gabon-forsvaren rev Dango Ouattara omkuld, og dommeren havde ikke andre muligheder end at udvise Obissa.

Gabon skulle derfor spille resten af kampen med 10 mand, og det var svært for dem. Burkina Faso var klart bedst, men Amonome stod godt i Gabon-målet, og Burkina Faso havde svært ved at score det vigtige 2-0-mål, der kunne lukke kampen.

Og da de ikke fik lukket kampen, gik det galt. Dybt inde i overtiden satte Burkina Fasos Adama Guira hovedet på et hjørnespark, og han headede uheldigvis bolden ind i eget mål. Dermed blev det 1-1, og kampen skulle videre i forlænget spilletid.

Første halvleg af den forlængede spilletid bød på chancer til Burkina Faso, men de havde svært ved at få den i kassen. Det lykkedes dog lige før pausen, da Abdoul Tapsoba kunne sparke bolden i mål efter en tværbold. Tapsoba kunne juble og tog trøjen af, men målet blev annulleret på grund af en offside-kendelse. Situationen udløste derfor et gult kort til Tapsoba.

Anden halvleg af forlænget spilletid var ligeledes med Burkina Faso i boldbesiddelse, men Gabon var gode til at holde dem fra fadet. Alligevel fik Ismahila Ouedraogo en stor chance, da han resolut sparkede på mål efter et indlæg, men Amonome kunne redde forsøget, der havde retning mod toppen af målet.

Målet kom dog aldrig, og derfor skulle kampen i straffespark.

I straffesparkskonkurrencen var begge hold sikre indtil Gabons fjerde spark, hvor Guelor Kanga kunne se sit forsøg reddet af Burkina Fasos Koffi. På det efterfølgende forsøg brændte Burkina Fasos Saidou Simpore ligeledes, og alt var derfor tilbage til udgangspunktet.

Og straffesparkskonkurrencen skulle blive endnu mere vanvittig. Det syvende spark fra begge mandskaber blev også brændt, ligesom Gabon brændte deres ottende forsøg. Dermed kunne Burkina Faso afgøre det, og det gjorde Ismahila Ouedraogo ved at sparke i målmandens venstre side. 

Burkina Faso er dermed videre til næste runde af AFCON, hvor de skal møde vinderen af Nigeria - Tunesien. 

Ingen kommentarer

I øjeblikket er der ingen kommentarer til denne artikel. Vær de første til at kommentere.

Skriv kommentar

Seneste nyheder

0