26/11 2022

bold.dk møder danske 'fans' i Qatar: Hvem er Schmeichel?

bold.dk har snakket med en flok nepalesere, som bekendtgjorde, at de holdt med Danmark, selvom de ikke kunne nævne en eneste spiller og ikke har billet til Frankrig-kampen.

bold.dk har snakket med en flok nepalesere, som bekendtgjorde, at de holdt med Danmark, selvom de ikke kunne nævne en eneste spiller og ikke har billet til Frankrig-kampen.

- Schmeichel? Who is he?

Indalyadv ligner verdens største spørgsmåltegn, da jeg spørger ham, om den danske keeper er en spiller, han kender.

- Don’t know, Sir, svarer han og slår ud med armene.

Anledningen til spørgsmålet er ellers ganske åbenlys, vil jeg mene: Indalyadv og ca. tyve af hans landsmænd fra Nepal er iklædt røde t-shirts med ‘Denmark’- tryk hen over brystet.

De kommer dryssende ud fra det eksklusive Qatar Mall to og to med t-shirten på og slentrer i lidt større grupperinger mod metroen, som skal fragte dem ind til centrum af Doha, hvor de formentlig skal deltage i fan-festlighederne.

De har absolut intet forhold til hverken Danmark eller det danske landshold. Og de smiler overbærende, når jeg prøver at stille spørgsmål om, hvorfor de holder med Danmark og om, hvordan de har fået fingre i trøjerne.

- Sorry, Sir, lyder standard-svaret.

29-årige Indalyadv er den mest snaksaglige. Han fortæller, at han har boet fem år i Qatar, hvor han arbejder som ‘operator’. I denne sammenhæng betyder det at stille mange af de afspærringer op, som fylder i Doha, og som eksempelvis skal lede gæster og fans fra hele verden den rette vej til og fra metroer og stadioner.  

 - Jeg tager tilbage til Nepal et par måneder efter VM, siger Indalyadv, inden han slutter sig til sine venner fra hjemlandet.

bold.dk spørger, om der med t-shirtsene og den synlige opbakning til Danmark følger en billet med til kampen mod Frankrig.

- No, Sir. No, no, smiler de.

Læs også

bold.dk møder homoseksuelt par i Qatar: Fodbold er for alle

Danske fans i undertal i Qatar: Få har købt billet

1.500 danske fans: Hjulmand er begejstret

Ingen kommentarer

I øjeblikket er der ingen kommentarer til denne artikel. Vær de første til at kommentere.

Skriv kommentar

Seneste nyheder

0